Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Proust ... - Ordbøgerne: S - sættedommer ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1897
Proust—Provence
1898
idealistiske retfærdighedsfølelse med lidenskab hævder
individets ret til helt frie sammenslutninger; staten
hader han. P. vil ikke have den frie konkurrance
og den privat-økonomiske produktionsmaade afskaffet,
men den «frie kredit> indført. Hans system er en slags
mutualisme, fri sammenslutning i forbund. Hans forsøg
paa at faa istand en ombytningsbank, hvorigjennem
varer kunde udveksles mod byttekuponer, der skulde
gaa som penge, mislykkedes ganske. P.s revolutionære
bladvirksomhed indbragte ham adskillige langvarige
fængselsophold og store pengetab. I et mægtigt verk,
«Om retfærdigbeden i revolutionen og i kirken» (3 bd.,
1858), holder han opgjør med det moderne samfund og
slaar til alle sider. P.s samlede skrifter, der er af et
høist forskjelligartet indhold, omfatter 37 bd. (1867 flg.),
desuden 14 bd. interessante breve (1875). P. er en
glimrende, eiendommelig fængslende forfatter. [Litt. : K. Diehl,
«P. J. P., seine Lehre und sein Leben» (3 bd., Jena 1888
—96, hovedverket); Droz, cP. J. P.» (Paris 1908);
Mül-berger, «Studien über P.» (1891); Zoccoli, «Die Anarchie»
(Leipzig 1909).]
Proust, Joseph Louis (1755—1826), fremtrædende
fr. kemiker, en tid professor i kemi ved Madrids
universitet; senere medlem af Pariserakademiet. P.s
væsentligste fortjeneste var paavisningen af de konstante
mængdeforhold i de kemiske forbindelser (se Atom); han
paa-viste ogsaa, at naar to elementer indgaar flere
forbindelser med hverandre, forandres det indbyrdes
vegtfor-hold trinvis (smig. Multiple forhold). De saaledes
af P. opdagede forhold danner det vigtigste grundlag for
atomteorien (se Atom).
Prousti’t, se Rødgyldig erts.
Provençalsk litteratur. Af de romanske litteraturer
blev den provençalske tidligst moden. Vistnok findes
der nogle franske tekster, som gaar længere tilbage end
det ældste bevarede provençalske dokument,
Boethius-sangen (10 à 11 aarh.). men dette sidste viser sig baade
i sproglig og metrisk henseende saa overlegent, at man
med sikkerhed kan slutte sig til en lang forudgaaende
litteraturudvikling. Den vigtigste af de provençalske
genrer, den mest originale af dem alle, er lyriken,
trubadurernes aristokratiske hoflyrik; den virkede saa
imponerende paa middelalderens Europa, at den skabte
lyriken i Spanien (navnlig Katalonien), Portugal, Italien,
og omskabte den i Frankrige og Tyskland. Dens
blomstringstid varer saa omtrent fra 1150 til 1200, og den
er oprundet af en folkepoesi, hvoraf vi nu kun har faa
vers tilbage, og som rimeligvis staar i forbindelse med
vaarfesterne (maisange). Hovedtemaet er kjærligheden,
men en mere reflekteret’ end følt kjærlighed, som stiller
elskoven i et absolut underordnet forhold til den elskede
og kræver, at han som bold ridder skal udmerke sig for
hendes øine. Formodentlig har der staaet kvinder bag
alt dette; man tror, at trubadurernes erotiske lovbog
blev udarbeidet i 12 aarh. af en del høitstaaende damer,
blandt dem Eleonore af Poitiers, fransk og siden engelsk
dronning. Trubaduren satte gjerne selv sine sange i
musik, men lod dem ofte foredrage af en spillemand
(«joglar»), som stod i deres tjeneste. Den ældste
digtform gaar direkte tilbage til folkepoesien; den var
ganske enkel og kaldtes simpelthen «vers»; deraf udvik-
sættedommer—søge
lede sig kanzonen, som var den fineste og specielt helliget
kjærligheden. Saa var det sirventesen (et digt forfattet
af en i en herres tjeneste staaende), tenzonen
(strids-eller disputerdigt); af de opr. folkelige genrer havde man
desuden hyrdedigte (jætersange), ballader, dansesange,
morgensange. Den ældste kjendte trubadur er grev
Vilhelm af Poitiers (ca. 1100). Fremtrædende efter ham:
Gereamon, Marcabrun, Jaufre Rudel, grev Raimbaut
d Orange, Bernart de Ventadour, Arnaut de Mareuil,
Arnaut Daniel, Guiraut de Bornelh, Peize Vidal, Bertran
de Born, Folquet de Marseille, Gaucelm Faidit.
Trubadurernes række slutter med Guiraut Riquier. Deres
digtning gik mere og mere over i formafguderi og
klingklang paa bekostning af indholdet_, som blev t3mdt og
banalt, eller kunstigt, søgt, dunkelt. Saa kom
albigenser-krigene, som gjorde en brat ende paa det hele, og denne
poesi dyrkedes da en stund af borgere i Toulouse (se
Jeux floraux). Oversættelser af trubadursange er givet
af Paul Heyse. De andre genrer træder langt tilbage
for lyriken. Heltedigtningen er væsentlig repræsenteret
af «Girart de Roussillon>, «Jaufre», «Alexandre»; den
dramatiske af et par mysterier, og den historiske af en
del krøniker; der findes ogsaa nogen religiøs poesi,
saaledes sange til den hellige jomfru. En kulturhistorisk
vigtig roman er «Flamenca». En fremragende
novelleforfatter var Raimon Vidal. I didaktisk digtning haves
formelige encyklopædier af tidens viden, desuden
special-haandbøger i forskjellige fag. Prosalitteraturen bestaar
for størstedelen af oversættelser. Tiden fra 16 og til
midten af 19 aarh. er en fattig og halvdød periode. 1
17 aarh. blev Goudelin nævnt med megen hæder, og i
18 aarh. Fabre d’Olivet; disse og ikke saa faa andre
skrev vers i sydfranske dialekter. I 19 aarh. udmerkede
sig lyrikeren Jasmin. Endelig sluttede man sig sammen
for at gjenreise provençalsk sprog og litteratur; det er
Félibrernes (s. d.) bekjendte forening (1854). Deres kreds
har frembragt en verdensberømt digter. Mistral (s. d.),
en dramatiker som Aubonel og prosaikeren Roumanielle.
[Litt.: Stimming i «Gröbers Grundriss der romanischen
Philologie» II, 2.]
Provençalsk sprog. Provençalsk, som tales i
Frankrige syd for en linje fra Girondes udløb i en bue mod
nord til noget syd for Rhones knæ og derfra videre til
Alperne, er et selvstændigt romansk sprog (s. d.), nær
besiegtet med fransk, men bestemt forskjelligt fra dette
i en række eiendommeligheder, hvoraf de vigtigste er,
at p. bevarer k(c) og a, hvor fransk har henholdsvis ch
og e, f. eks. caniar, synge, fr. chanter. Det tales i flere
forskjellige dialekter (eg. provençalsk, languedoksk, limou
sinsk, gaskognisk o. a.) og ikke alene som bondemaal
De ældste tekster er fra 10—11 aarh., rig litteratur i 12
og 13 aarh., og sproget benyttedes da ogsaa til digterisk
brug i Katalonien og i Italien. Da landet i begyndelsen
af 14 aarh. kom under Frankrige, trængtes p. tilbage
som skriftsprog af fransk. Om vore dages provençalske
maalstræv se Félibres.
Provence [provä’s] (lat. Provincia), den del af Gallien,
som romerne først erobrede (122 f. Kr.), og som de
derfor kaldte Provincia (provinsen) i modsætning til det
øvrige, uafhængige Gallien, som først Cæsar erobrede.
Det omfattede baade det nuværende P., Dauphiné og
pour; (s. sig op imod) se soulever,
se révolter contre; (sætte over)
passer, traverser; (s. ild paa) mettre
le feu à; (s. til handelen) faire
entrer dans le commerce ; (s. en
tilbage) retarder, réduire q ; (s. sig
ud over) se mettre au-dessus de,
se dispenser de.
sættedommer ~ ®
ausserordentlicher Richter m - @ com-
missioned judge — ® juge (m)
suppléant.
sættemaskine ~ ®
Setzmaschine f — @ type-setting,
composing machine - (D machine (f)
à composer.
sætter — ® Setzer; Setzhase
m — (e) compositor; (hare)
doe-hare — (î) compositeur m; (hare)
hase f.
sætteri ~ (t) Setzerei f ~ (S)
composing-room, case-room — ®
atelier (m) de composition.
S0 se sjø.
Søbe se supe.
Sød — ©süss; (om melk) frisch
@ sweet - ® doux; (sukkers.)
sucré; (honnings.) mielleux; (yndig)
charmant, gentil, mignon.
Sødhed se sødme.
sødladen, sødlig — (t)
süss-lich - @ bland, sweetish - ®
douceâtre ; (tig.) doucereux, doucet,
mielleux.
Sødme — ® Süssigkeit f — ©
sweetness — ÖO douceur f.
Søge — ® suchen; um (ein
Amt) anhalten ; (die Erlaubnis
nachsuchen — @ seek, search ;
(skole o. 1.) frequent; (ansøge om)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
