Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romerriget ... - Ordbøgerne: T - tone ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
tonguy—tonnerre
men regjerede mere enevældig end senere Augustus,
støttet til sin personlighed og til hæren. Han
paabegyndte store reformer i fattigforsørgelse og provinsstyre,
men blev 44 myrdet af optimaterne. Under det følgende
kaos blev spørsmaalet straks ikke om forfatningen, men
om manden, og Cæsars søsterdattersøn Octavianus, som
med en ikke ringe part af grandonkelens evner forbandt
rolig selvvurdering, seirede over sin medtriumvir
Antonius i slaget ved Actium (31). Herfra regner man den
romerske republiks undergang. Augustus styrede
foreløbig i kraft af den delvis usurperede triumvirmagt, men
27 f. Kr. «gjenoprettede han republiken», d. e. han lod
alle de republikanske forfatningsorganer træde i
funktion. I virkeligheden betød dette grundlæggelsen af et
eneherredømme paa lovlig basis; et monarki var det
ikke endnu, snarere et dyarki (tomagtsherredømme), idet
Augustus vilde dele magten med senatet. Som indehaver
af vigtige embeder, især tribunatet, og som militær
overherre var han ukrænkelig og uafsættelig, men senatet
skulde i vidt omfang deltage i styrelsen. Denne ordning
var i længden uholdbar^ allerede Augustus maatte overtage
en del af senatets funktioner, og efterhaanden voksede
bestandig de forretninger, som besørgedes af keiserlige
embedsmænd. Folkeforsamlingens betydning var stadig
synkende, og under Tiberius mistede den lovgivning og
valg af embedsmænd. Keiserdømmets indførelse betød
et mægtigt opsving; freden sikredes, og hæren blev af
Augustus lagt borte fra Rom i de ydre provinser.
Handel, industri og akerbrug blomstrede op, men mod de
sociale onder gjordes intet alvorligt. Tilstrømningen til
Rom og storgodsdannelsen vedblev, og en ny stand
voksede op i de talrige frigivne, der efterhaanden kom til
at spille en rolle som keiserlige tjenere. — Efterat de
juliske keisere (Augustus 31 f. Kr.—14 e. Kr., Tiberius
14—37, Caligula 37—41, Claudius 41—54, Nero 54—68)
hurtig var vanslegtet og havde indført tyranniet i dets
værste former, bragte Flavierne (Vespasianus 69—79, Titus
79—81, Domitianus 81—96) delvis en gjenreisning, og
efter dem fulgte en række dygtige keisere (Nerva 96—98,
Trajanus 98—117, Hadrianus 117—138, Antoninus Pius 138
—161, Marcus Aurelius 161—180). Forfatningen var i en
rolig udvikling, der ca. 150 syntes afsluttet. Men der
var spirer til kommende uro. Roms betydning som
rigs-centrum var aftagende, og provinserne trængte sig frem,
Vespasianus optog mænd fra dem i senatet, og Trajanus
var den første ikkeromer paa tronen. Udadtil ophørte
den fredsperiode, der havde varet siden Augustus, kun
afbrudt af forsvars- og grænsereguleringskrige. Trajanus
bragte r. til dets høieste udstrækning, men under Marcus
Aurelius begyndte de germanske folk at true nordfra.
Hæren fik under disse forhold voksende betydning, og
medens senatets valg- eller sanktionsret tidligere oftest
var anerkjendt, fik man nu soldaterkeisere, udraabt rundt
om i r. Flere af dem var dygtige mænd (Septimius
Severus 193—211, Aurelianus 270—275), andre uværdige
som Caracalla (211—218), der satte kronen paa r.s
ekspansion over hele verden ved at give alle frie indbyggere
romersk borgerret. Det nye rige fik sin organisator i
DIocletianus (284—295), der ganske berøvede Rom dets
særstilling, fratog senatet al betydning udenfor byen og
ved at lade sig kalde dominus, herre, og indføre orien-
Romerriget
187
talsk hofceremoniel omdannede Augustus’ principat til
despoti. Samtidig omdannedes administrationen^ et
bureaukrati skabtes, og den militære og civile forvaltning
adskiltes. Ved et system af med- og underkeisere
forberedtes rigets deling. Den hele nyordning fik først sin
afslutning under Konstantin den store (306—337), hvis
regjering blev af største betydning for r. ved hans
stilling til kristendommen. Sammen med en broget mængde
orientalsk mystik og filosofi var denne trængt ind, især
fra 2 aarh., og var ofte forfulgt, Konstantin gav 313 de
kristne fri religionsøvelse, og efter Julianus’ (361—363)
mislykkede forsøg paa at gjenreise hedenskabet, var den
rigsreligion. Men hermed var ogsaa r.s storhedstid forbi.
Indre og ydre fiender varsler dets opløsning og fald.
Hvad der engang havde været en betryggelse, hærens
udskillelse af samfundet, blev nu en ulykke. I det eg.
r. var krige ukjendte, og befolkningen var ukrigersk,
men i hæren var i de sidste aarh. optaget flere og flere
barbariske, germanske folk; den stod derfor mere og
mere fremmed overfor romersk kultur og kunde blive
en fare. Indenfor den civile befolkning var der skeet
en mægtig udvikling i retning af kapitalisme og
gods-eiervælde. Senatorstanden, som nu bestod af rigmænd
uden politisk magt, eiede jorden og lod den dyrke af
ufrie, stavnsbundne fæstere (coloni), men maatte ofte lade
store arealer ligge unyttede hen. Aandelig kultur var i
nedgang, politisk interesse og nationalfølelse ligesaa, og
kristendommen havde under den begyndende opløsning
et præg af asketisk verdensforsagelse, som ikke virkede
samfundsbefordrende. R.s mægtige omfang og de
voksende modsætninger indenfor det gjorde regjeringen
vanskelig for en enkeltmand, og delingerne tog derfor fart,
dog saaledes at der altid kun tilsigtedes en regjerings-,
ikke en rigsdeling. Et aarti efter Julianus’ død indtraf
hunernes indfald og folkevandringens begyndelse.
Keiser Valens optog vestgoterne syd for Donau, men kort
efter plyndrede de Balkanhalvøen. Theodosius den store
(379—395), som herskede i østen og tilsidst over hele
r., holdt dem i ave; efter hans død skede en ny deling,
der ikke var tænkt mere varig end de tidligere, idet
Arcadius fik østen, Honorius (395—423) vesten. Der
opstod hurtig strid mellem rigerne, og de to rigsdele
forenedes aldrig mere. Om østriget, se Byzantinske
rige. Det vestromerske rige førte endnu ca. 100 aar
efter delingen en hens} gnende tilværelse. Hæren bestod
af barbarer og var oprørsk, provinserne var halvveis
selvstændige, indtægterne smaa og slet forvaltet. Under
de vekslende keisere blev som oftest feltherrer de ledende,
i regelen barbarer, som vandaleren Stilicho og sveberen
Ricimer. Det ene stykke af riget gik tabt efter det
andet, og 403 forlagdes residensen for større sikkerheds
skyld til Ravenna. Vestgoterne plyndrede 410 Rom og
gjorde erobringer i Gallien og Spanien, vandalerne tog
Afrika, frankerne Nord-Gallien, angler og sachser
Britannien. Da endelig den sidste vestromerske keiser
Romulus Augustulus blev afsat af Odovaker (476), vakte
det ikke synderlig opsigt. Imperiet betragtedes forøvrigt
nu som samlet hos den østromerske keiser, og hos ham
søgte Odovaker bekræftelse paa sit herredømme.
Vestriget blev ubestridt tumleplads for de germanske folk,
af hvis riger siden nationalstaterne opstod. [Litt. : Verker
tonguy (e) tungefærdig, -rap;
(slang) fordrukken, altid tørst.
Tonhalle ® f, koncertsal,
musikhal.
tonic tonique ® (m) tonisk,
styrkende (middel); (mus.) tonika,
grundtone; ® ogs. betonet.
tonicity (e) (fysiologi)
spændkraft.
tonifier ® gjøre spændstig,
elasUsk; styrke.
to-night @ til kvelden; inat,
ikveld.
tonløs - (Ï) tonlos — @
tuneless; (om stemme) husky — (f)
sourd, insonore; (stemme) éteint,
suffoqué.
Tonmass (t) n, takt.
tonnage (g) & (D m, (laste)-
drægtighed, toanage; @ ogs. afgift
pr. ton.
Tonne ® f, tonne (D f, tønde;
(D ogs. ton (1000 kg.) ; (zool.)
tøndesnegl. lin de t. ® indført linfrø.
tonneau (?) m, tønde;
(sjø-udtr.) ton. du même t af samme
kaliber.
tonnelage ® m, bødkerløn,
-arbeide.
tonneler (f) jage, fange med
tøndenet.
tonnelet (f) m, liden tonde,
tonnelier ® m, bødker,
tonnelle ® f, lysthus;
løvhytte, -sal; tøndenet.
tonnellerie (D f, bødkerhaand-
verk, -verksted.
tonner ® tordne; dundre; rase.
tonnerre (f) m, torden; lyn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
