Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland ... - Ordbøgerne: T - tremblaie ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
Rusland
282
disses romersk-katolske propaganda blev optaget med stor
dygtighed i deres eget hovedkvarter i Lille R., Kijev,
hvis lærde skole 1631 blev reorganiseret af Peter Mogila
(d. 1688). Ved det nationale oplysningsarbeide, som
udgik herfra, lykkedes det at bryde jesuitismens magt
og give videnskab og aandsliv et fremstød, som
forplantede sig ogsaa til Stor-R. og Moskva. Rlandt de
litterære foregangsmænd er Simeon Polozkij (d. 1682),
som udarbeidede planen til et græsk-latinsk-slavisk
akademi i Moskva, og Peter den stores lærde raadgiver
Feofan Prokopovitsj (1681—1737), som skrev det første
verdslige drama i russisk litteratur, tragikomedien
«Vladimir». — Peter den store indleder et helt nyt afsnit i
den russiske litteraturs historie. Sproget moderniseres,
og en ny aand næret af tsarens opmuntringer og
fremmede forbilleder gjør sig gjældende. Mest betydelig er
Michajlo Lomonossov (1711—65), den egentlige skaber
af russisk metrisk kunst og grundlægger af det første
russiske universitet i Moskva (1755). Det første faste
teater i R. oprettedes 1756 i St. Petersburg af Alexander
Sumarokov (1717 — 77), som selv skrev tragedier efter
franske mønstre. Katharina II var i sin første, liberale
periode litteraturens beskytterinde. Hun tillod oprettelsen
af private bogtrykkerier. Selv skrev hun komedier og
noveller, i hvilke hun tydelig lagde an paa at frigjøre
sig for den franske skoles paavirkning. Den første
helt nationale dramatiker er Denis Fon-Vizin (egentlig
von Wiesen, 1742—92), som, paavirket bl. a. af Holberg,
i et par vittige lystspil tog sin samtid paa kornet. En
stor lyriker fik R. første gang i Gavriil Derzjavin (1743
— 96). Epokegjørende betydning som novellist, kritiker
og historiker har den frugtbare Nikolai Karamsin (1766—
1826); han skrev fine fortællinger og fremfor alt den
første omfangsrige fremstilling af R.s historie, som han
dog kun rak at fuldføre indtil 1613 i 12 bd., et verk,
som indbragte ham hædersnavnet «den russiske
historieskrivnings fader>. Ranebr3^dende som digter er Vassilij
Zjukovskij (1783 — 1852), der ved siden af Karamsin
grundlægger den romantiske skole i R. En politisk lyriker af
høi rang var den senere som dekabrist henrettede Kondratij
Rylejev (Î 795 —1826), hvis «historiske sange» hører til den
russiske litteraturs ædleste verker. Den geniale Alexander
Gribojedov (1795—1826) blev skaberen af den sociale
komedie i R. Hans «Klogskabens forbandelse* er en
satirisk kulturskildring af sjeldneste værd; dens fyndige
rim og epigrammatisk tilspidsede repliker er blevet
bevingede ord i R. Reaktionen i Alexander I’s senere
dage fik her sin dom. Den mand, som fremfor nogen
kom til at sætte sit præg paa R.s litteratur i den
nærmest følgende siegt, var Alexander Pusjkin (1799—1837),
ofte sammenlignet med Byron. End nærmere denne
staar dog Pusjkins ven og medbeiler, den mægtig
anlagte Michail Lermontov (1814—41 \ i hvis berømte
roman «Vor tids helt» (d. overs, af W. Gerstenberg, 1897)
samtidens blasert nydelsessyge og daadløse ungdom er
skildret; hans digtning beherskes af smertelig indignation
og mørk pessimisme. Skjønt enhver fribaaren tanke i
Nikolai I’s tid (1825—55) blev forsøgt brutalt undertrykt,
fandt ikke desto mindre ogsaa dengang de store
kulturstrømninger fra Vest-Europa vei til R. I de
censur-redne. haabløse 1840-aar var R.s aandelig interesserede
tremblaie—tremulous
kredse delt i to leire: de nationalistiske slavofiler,
som strengt holdt paa, at R.s kultur og politiske
fremtid maatte bj-gges paa nationale traditioner, og de af
fremmede strømninger paavirkede radikale «zapadniker»
(vestlændinger). Blandt disses høvdinger var den forfulgte
og forgudede geniale agitator, udgiveren af revolutions
tidsskriftet «Kolokol» («Klokken») Alexander Herzen
(1812—70), hvis tidsmalende «Erindringer» fik
epokegjørende betydning, Herzens ven og lidelsesfælle Nikolai
Ogarjev (1813 — 77) og fremfor alle den indflydelsesrige
kritiker Vissarion Bjelinskij, kaldt R.s Lessing (1811 —
48). Indenfor og over denne politisk-litterære strid stod
R.s største humorist Nikolai Gogol (1809—52). Helt
udenfor de litterære kampe stod ogsaa folkedigteren Alexej
Kolzov (1809—42), hvis sterkt personlige og umiddelbart
naive lyrik leder tanken hen paa Robert Burns. —
Krimkrigen medførte som en af sine vigtigste følger
rtaktio-nens fald; de filosofiske, politiske og sociale spørsmaal,
som optog sindene i det revolutionsredne Vest-Europa, kom
paa dagsordenen ogsaa i R., med feberagtig hast rykkede en
ny tid ind, og litteraturen var dens fødselshjælper. Den
oprivende udvikling, som det russiske samfund i den
følgende menneskealder gjennemgik, forklares og
kommenteres intetsteds bedre end i Turgenjevs og Gontscharovs
romaner. Den i senere aar landflygtige Ivan Turgenjev
(1818—83) gav i fortællingerne «En jægers dagbog» (1852),
«Rudin» (1855), «En adelig rede» (1859), «Fædre og sønner»
(1861), «Røg» (1867) og «Ny jord» (1876) ligesaa mange
uforgjængelige bidrag til samtidens kulturhistorie gjennem
livsvarme skildringer af dens idéer og mennesker. Han
var ogsaa den første russiske forfatter, som opnaaede
verdensry i levende live, og gjennem hans anskuelige
fremstilling (i «Fædre og sønner») fik Vest-Europa først rede
paa begrebet «nihilisme» som samfundsbevægelse og
livs-opfatning. Turgenjevsikke langt fra jevnbyrdige, men
udenfor R. mindre kjendte medbeiler er Ivan Gontsjarov (1813
—91) i kraft af sine ypperlige, høist instruktive
samfunds-romaner «Oblomov» (1859) og «Afgrunden» (1869).
Socialpsykologisk værdifulde fremstillinger af liv og typer i
hint slegtleds R. findes ogsaa i romanerne «Tusen sjæle»
og «Det oprørte hav» af Alexej Pisemskij (1820—81).
Social tendens-lyriker, fyldt af bitterhed, græmmelse og
had er den eiendommelige proletar-digter Nikolai
Nekras-sov (1821—78), og en samfundets revser i satirens form
er Michail Saltykov (pseudonymet Schtschedrin, 1826—
89). De undertryktes lidelser og sorg fandt fuldtonende
udtryk ogsaa hos lillerusseren Taras Schevtschenko (1814
—61), som selv tilbragte mange aar af sit liv i fængsler.
Den samme skjæbne blev ogsaa den største russiske
digter og menneskekjender Fjodor Dostojevskij (1818—81)
tildel; i hans romaner skildres med selvoplevelsens
livagtighed og gru en myldrende verden af forurettede,
straffede og forfulgte, forpinte og ulykkelige, ofte abnorme
mennesker, elendighedens og lasternes ofre hentet op fra
samfundets dybder. En socialhistorisk roman af
betydeligt værd ^om menneskeligt dokument er Nikolai
Tscher-nyschevskijs (1828—89) hovedverk «Hvad er at gjøre».
Udmerkede skildringer fra proletariatets verden giver
Gljeb Uspenskij (1840—1902). De fleste navne blegner
dog ved siden af det, der bæres af R.s berømteste
forfatter og reformator Leo Tolstoi (1828—1910), som
tremblaie (f) f, aspelund.
tremblant ® m, bævrenaal;
tremulant (i orgel).
tremble trembler ®
skjælve; @ ogs. skjælven; ® m,
(bævre)asp.
tremblement ® m, skjælven,
angst; tremulant (trille). tOUt le
t. hele herligheden.
tremblette ® f, bævregræs.
trembleur (f) m, rædhare;
kvæker.
trembling @ skjælven(de),
ry-slen(de).
trembloter ® dirre, sitre,
tremendous (ê) frygtelig,
voldsom.
trémie (g f, kupe, teine,
trémîère (?): rose (f) t.
stokrose.
tremme (vindus-) — (t) Sprosse
f " @ cross piece, -bar — (f) crois
sillon m.
trémois (î) m, blandkorn ;
sommerhvede.
tremor @ skjælven, rysten.
trémousser (g ryste, baske,
trempe (?) f, (staals) hærdning,
haardhed; fasthed, kraft.
trempée ® f, dypning, bløding;
juling.
tremper ® (op)spæde; (op)
bløde, fugte; jule; ligge i blød. t.
dans have del i, være medskyldig i.
trempette ® f, dyppebrød.
tremplin (f) m, springbret,
trampolin.
tremulous (§ skjælvende,
rystende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
