Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kammeratskab i »Fjældhulen« - II. Harald Moltke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
thi i dit svækkede Legeme bor
Sjælen, frodig som nyskabt Jord.
Selv har du sagt, at du véd, du har vundet
Muld i dig selv, hvor du før var gold,
faaet din Tro paa dig selv begrundet,
— ja, du har vundet mangefold,
du, som endnu har din Kunst i Behold.
Du er en anden, end først da vi kendtes,
klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,
snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,
Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,
den blev din Evnes Gennembrud.
Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,
det er dog det samme Hjærte, jeg ser,
din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,
de samme retsindige Livs-Idéer,
din altid urokkeligt tro Karakter . . .
Sultet og frosset og lidt tilsammen,
lyttet til Suk fra hinandens Bryst,
—r mørk og knugende er vel Rammen,
Billedet selv dog straalende lyst:
en gryende Sol over ukendt Kyst!
Solen, det er din skabende Evne,
Landet, din Tankes nye Muld,
Nu gaar du ud mod det store Stævne,
lidet agter du Gunst og Guld,
Sjælen er rig nok og drømmefuld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
