Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Foraar ved Snehytten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt,
hvis dyreste Minde spirer som nyt!
Det var i den bristende Vaar en Gang,
at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde,
men Livet gjorde dem Vejen trang
og Ordene faa, — tilsidst tav de stille,
og tavs er endnu deres hede Bøn
om en Spire af Haab, hver Gang Skoven biir grøn.
Hvor sælsomt, at to — som fulgtes helst
til Dagens Kampe og Nattens Leje,
maa altid færdes ad skilte Veje,
om deres Kærlighed skal blive frelst,
maa have imellem sig Braadd og Skær
for ret at være hinanden nær . . .
Det er Søndag i Dag, sidst i April.
Vær hilset, hjemlige Foraarsminder,
trofaste Trøstere i mit Eksil,
naar Timerne dræbende langsomt rinder,
nu lysner, hvad mørkt jeg levede før,
jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.
Jeg sidder i Sol — men dækket bag Sne
ligger vor tro Kammerat derinde
og drages med Døden . . . Nej, det maa ej ske!
Snespurven er kommen. Solen vil skinne
hans svækkede Legeme sundt og ungt . . .
Jeg sidder i Sol, — men mit Hjærte er tungt...
S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
