Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Ved Siljan-Søen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den norske Grændse, og modløs drog han afsted, han
opgav sit Fædreneland.
Allerede øinede han de norske Fjelde; dybt bedrøvet
standsede han; sulten og tørstig var han;
Klokkerne klang fra Lima Kirke, derind gik han og
holdt sin Andagt. I brændende Bønner løftede sig
hans dybtbedrøvede Hjerte til Gud, der gav ham
Mod, Ild og Kraft til engang endnu at tale til
Bønderne; de hørte ham, de forstode ham, men
vovede ikke at gjøre noget, og han drog afsted igjen og
kom til Sälens By, den sidste ved Norges Grændse.
Endnu engang, den allersidste, vendte han sig mod
Dal-Landet, og saae tilbage ud over dets Granskove,
Iis og Snee. — Da kom, med Dampens Fart paa deres
Skier løbende over Iis og frossen Snee, to Mænd, gode
Skiløbere, udsendte fra Folket i Mora, for at søge
Gustav, og kalde ham tilbage som deres Høvding. Vor Herre
havde villet det saa, at netop da Gustav drog fra Mora,
kom der som Fredløs den navnkundige Krigsmand
Lars Olofsson; han talte om Blodbadet og at
Christjern rundt om i Landet reiste Galger, at det samme
ogsaa snart vilde skee i Dalarne, at Skatter og Plager
vilde komme over dem for deres Troskab mod Sturerne,
og det fortrød dem, at de havde givet slip paa
Gustav; da reiste sig der en gammel Mand og sagde,
at hver Gang Gustav talte her, havde det blæst en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
