Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I VANHOK
87
maatte kun slaa. En Ridder, forkyndtes det, kunde benytte en Kølle
eller Stridsøkse efter Behag, men Dolken var et forbudt Vaaben. En
Ridder, der var kastet af Hesten, kunde forny Kampen til Fods med
enhver anden af det modsatte Parti, der befandt sig i samme Stilling; men
det var i dette Tilfælde forbudt Riddere til Hest at angribe ham. Naar
nogen Ridder kunde trænge sin Modstander hen til Enden af
Kamppladsen, saa at han rørte ved Palissaderne med sin Person eller sine
Vaaben, var en saadan Modstander forpligtet til at erkende sig for
overvunden, og hans Rustning og Hest stod til hans Overvinders Raadighed.
En saaledes besejret Ridder maatte ikke have Lov til at tage yderligere
Del i Kampen. Hvis nogen Deltager i Kampen blev kastet til Jorden og
ikke kunde komme paa Fode igen, kunde hans Væbner eller Page træde
ind paa Kamppladsen og slæbe sin Herre ud af Trængselen; men i saa
Fald erklæredes Ridderen for overvunden, og hans Vaaben og Hest var
forbrudte. Kampen skulde høre op, saa snart Prins Johan kastede sin
Kommandostav til Jorden, en Forholdsregel, der ogsaa i Reglen toges
for at forhindre unødvendig Blodsudgydelse ved at trække en saa
fortvivlet Idræt for længe ud. Enhver Ridder, der brød Reglerne for
Turneringen eller paa anden Maade krænkede et hæderligt Ridderskabs
Vedtægter, skulde miste sine Vaaben og med omvendt Skjold stilles op
paaskrævs over Palissaderne til Spot for Mængden som en Straf for sin
uridderlige Adfærd.
Da denne Forkyndelse havde fundet Sted, trak Herolderne sig
tilbage til deres Poster. Ridderne red i et langt Optog ind fra begge Ender
af Kamppladsen og opstillede sig i en dobbelt Række lige over for
hinanden. Anføreren for hvert Parti var i Midten af den forreste Række,
en Plads, de først indtog, efter at de hver især omhyggelig havde ordnet
Rækkerne i deres Parti og stillet hver Mand paa hans Plads.
Det var et smukt og tillige ængstelig spændende Skue at se saa
mange tapre Riddere, ridende paa fyrige Heste og rigt rustede, holde
sig rede til en saa frygtelig Kamp, siddende paa deres Kampsadler som
Jernstøtter og ventende paa Signalet til Dysten med samme Iver som
deres ædle Gangere, der lagde stor Utaalmodighed for Dagen ved at
vrinske og skrabe i Jorden.
Endnu holdt Ridderne de lange Lanser i Vejret; deres blanke
Spidser funklede i Solen, og de Vimpler, hvormed de var smykkede,
flagrede over Fjerbuskene og Hjælmene. Saaledes blev de holdende,
medens Kampmarehallerne med den største Nøjagtighed mønstrede
deres Rækker for at paase, at intet af Partierne havde liere eller færre
end det bestemte Antal. Tallet befandtes at være netop, hvad det skulde
være. Marchallerne trak sig da tilbage fra Kamppladsen, og med
Stentorrøst udraabte William de Wyvil Signalordene: Laissez aller! Lad gaa!
Trompeterne skraldede, da han sagde disse Orel — Riddernes Lanser
blev straks sænkede og lagte i Hvil — Sporerne sattes i Hestenes Sider,
og de to forreste Rækker af hvert Parti fo’r løs paa hinanden i fuld
Galop og mødtes midt paa Kamppladsen med et Drøn, der hørtes i en
Fjerdingvejs Afstand. Den bageste Række af hvert Parti rykkede lang-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
