Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
walter scott
Du den bedste Lanse blandt Tempelherrerne! Fejge Ridder! —
mensvorne Præst! —jeg foragter dig, og jeg trodser dig. Abrahams
Forjættelses Gud har aabnet en Udvej for sin Datter — selv fra denne
Afgrund af Skændsel.«
Idet hun sagde disse Ord, slog hun det tilgitrede Vindue op, som
forte til Altanen, og et Øjeblik efter stod hun paa selve Kanten af
Brystværnet uden det ringeste Værn mellem hende og det svimlende Dyb
neden under hende. Paa et saadant fortvivlet Skridt var Bois-Guilbert
uforberedt, thi hidtil havde hun staaet aldeles ubevægelig, og han fik
derfor hverken Tid til at træde i Vejen for hende eller til at standse
hende. Da han gjorde Mine til at træde nærmere, udbrød hun: »Bliv,
hvor du er, stolte Tempelherre, eller træd nærmere, som du selv vil!
— blot en Fod nærmere, og jeg styrter mig ned i Afgrunden. Hellere
skal mit Legeme knuses paa Stenene i Borggaarden til en uformelig
Masse, førend det skal blive et Offer for din raa Brynde!«
Medens hun sagde dette, slog hun sine Hænder sammen og rakte
dem op imod Himlen, som om hun anraabte om Naade for sin Sjæl,
inden hun gjorde det afgørende Spring. Tempelherren betænkte sig,
og hans faste Vilje, der aldrig havde ladet sig rokke af Medynk, aldrig
havde bøjet sig for Nød og Sorg, svigtede ham i Beundringen af
hendes Sjælsstyrke. »Kom ned, dumstrige Pige!« sagde han; »jeg sværger
ved Jord og Hav og Himmel, jeg skal ikke tilføje dig nogen Krænkelse. <
»Jeg vil ikke stole paa dig, Tempelherre,« sagde Rebekka; »du har
lært mig at vurdere din Ordens Dyder bedre. Man vilde tilstaa dig
Absolution for en Ed, der ikke gjaldt andet end en stakkels Jødepiges
Ære eller Beskæmmelse.«
»Du gør mig Uret,« udbrød Tempelherren heftig; »jeg sværger dig
til ved det Navn, jeg bærer — ved Korset paa mit Bryst — ved Sværdet
ved min Side — ved mine Fædres gamle Tro sværger jeg, jeg vil ikke
tilføje dig nogen som helst Krænkelse! Om ikke for din egen Skyld,
saa for din Faders Skyld, afstaa derfra. Jeg vil være hans Ven, og i
denne Borg vil han trænge til en mægtig Ven.«
»Ak!« sagde Rebekka, »jeg ved det kun altfor vel — tør jeg tro
dig?«
»Gid mit Vaabenskjold maa blive vendt 0111, og gid mit Navn maa
blive beskæmmet,« sagde Brian de Bois-Guilbert, »om du skal faa
Aarsag til at beklage dig over mig! Mangen en Lov, mangt et Bud har jeg
brudt, men mit Ord aldrig.«
»Saa vil jeg tro dig,« sagde Rebekka, »saa vidt« — og hun steg ned
fra Randen af Brystværnet, men blev staaende ved et af Skydeskaarene.
»Her,« sagde hun, »stiller jeg mig. Bliv, hvor du er, og hvis du
forsøger paa med et eneste Skridt at formindske Afstanden mellem os,
skal du se, at Jødepigen hellere vil betro sin Sjæl til Gud end sin Ære
til Tempelherren!«
Medens Rebekka talte saaledes, gav hendes stolte og faste
Beslutning, der stemmede saa godt med hendes Ansigts udtryksfulde Skønhed,
hendes Holdning. Mine og hele Ydre en mere end menneskelig Vær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
