Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
— men aldrig mere saan inderlig fortrolig som den
dag, de gik til Ponte Molle. Undertiden var hun
saa besynderlig aandsfraværende — det var, som hun
ikke sanset, hvad han sa, skjønt hun svarte nok
venlig paa en maate. Et par ganger hadde han en
følelse av, at han trættet hende. Spurte han, hvor*
dan hun hadde det, svarte hun igrunden ikke. Og
da han engang nævnte hendes billede med cypres*
serne, sa hun, forresten i en meget søt tone:
«De maa ikke bli sint, Gram — men jeg liker
ikke at snakke om mit arbeide, før det er ferdig —
ikke nu ialfald.»
Det gav ham liksom enslags opmuntring, at han
merket, billedhugger Ahlin likte ham ikke. Svensken
kunde altsaa tænke sig ham som rival—. Forresten
hadde han faat indtryk av, at Fransiska hadde truk*
ket sig tilbake fra Ahlin.
Naar han var alene, gik Helge og tænkte ut,
hvad han vilde si til Cesca — førte i fantasien lange
samtaler med hende. Han længtes efter at snakke
som den dagen ved Ponte Molle — han vilde gjøre
gjengjæld, fortelle hende om sig selv. Men nåar
han møtte hende, blev han usikker og nervøs —
visste ikke, hvordan han skulde faa ført samtalen
ind paa det, han vilde, var ræd for at synes paa*
trængende eller taktløs — ræd for at gjøre noget,
saa hun skulde like ham mindre. Saa merket hun
hans forlegenhet og kom ham tilhjælp, lodset ham
ind i smaaprat og smaalatter, og det blev let for
ham at tøve og le med hende —. I øieblikket var
han hende taknemlig — hun fyldte let og behændig
alle pauser og hjalp ham paa glid, hvergang han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
