Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
det skulde være den evige sorg i hans sind, at han
hadde ikke set det, før det var forsent.
For hun kunde ikke rette sig igjen, nåar hun
engang var blit knækket. Hun var likesom en lilje*
blomst, og de kan ikke skyte fra roten igjen, hvis
den første stænglen blev brutt. Intet var der i
hendes væsen av smidigt og frodigt. Men slik hun
var, elsket han hende.
Og slik hun var, var hun bare hans. Det var
bare ham, som visste, hvor hun hadde været blond
og skjær — saa higende sterk og rank ogsaa skrøpelig
og skjør allikevel — med den ømtaalige ære, hvor
en plet aldrig kunde tvættes av, fordi den aat merker
saa dypt ind.
Og nu var hun død. Og han hadde været alene
med sin kjærlighet i mange dage og nætter. Og
han skulde være alene med den i alle sit livs dage
og nætter.
Og der hadde været nætter, hvor han hadde
kvalt sine fortvilede skrik ned i sengens puter. Hun
var død, og han hadde aldrig eiet hende. Og det
var ham, hun skulde elsket, og det var ham, hun
skulde tilhørt, og hun var den eneste, han hadde
elsket. Hun var død, og hendes deilige, slanke,
hvite legeme, der sluttet om hendes væsen som en
fløilsslir om en smal og fin, sprød klinge, det hadde
han aldrig rørt, aldrig set. Andre hadde hat det
og ikke visst, hvad det var for en underlig og sjel*
den skat, som hadde forvildet sig i deres hænder.
Og nu laa det gravet ned i jorden, og hæslig, hæs*
lig skulde det forandres og fortæres og opløses, til
det blev en smule muld i mulden tilslut.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
