Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirken og Kristendommen 1030—1130
307
ved de kunde vinde Berømmelse foruden Gods og Penge og
tilfredsstille den dem i Kjødet baarne Trang til krigersk Daad.
Et Vederlag herfor bødes dem imidlertid ved de store fælles
Krigsforetagender, hvortil de norske Konger gjennem længere
Tid jævnlig opbød dem, navnlig Magnus den Godes og Harald
Haardraades Tog til Danmark og Magnus Barfods i Vesterleden.
Det heder ogsaa, at Lendermændene, trods deres ofte uvenlige
Stemning ligeoverfor Harald Haardraade, noksaa gjerne fulgte
ham paa disse Tog, fordi de kunde gjøre Bcgning paa et godt
Bytte. Men da ogsaa denne Art af krigersk Virksomhed
efterhaanden ophørte, — tildels ialtfald paa Grund af de forandrede
politiske Forhold, — maatte det vel blive trangt baade i en og
anden Forstand for de norske Stormænd, og det maatte synes
dem et kjedsommeligt Liv at sidde saadan Aar efter Aar hjemme
paa sine Gaarde, uden at kunne foretage sig noget, der passede
for deres Stand, og hvorved de blev satte istand til at vedligeholde
Ætternes Berømmelse og Velmagt.1 Deres Traditioner var
krigerske; Minderne fra Vikingtiden maa endnu have været levende
hos dem; deres Fædres urolige Aand og Higen efter Eventyr og
Berømmelse kan ikke være uddøet efter en saa kortvarig
Freds-periode. Men Adgangen for dem til at gjøre den gjældende i
fremmede Lande var bleven voldsomt spærret. Saameget ivrigere
maatte de gribe Ledigheden til at træde frem, naar denne bødes
inden Landet selv; det maatte være, som naar en Elv, hvis
oprindelige Løb er bleven opdæmmet, bryder sig et nyt Leie.
Parti-aanden kunde, naar den først var bleven vakt, ikke finde mere
villige eller brugbare Bedskaber, end disse mange Ætlinger af
Vikinghøvdinger, hos hvem Vikingnaturen endnu laa i Blodet, og
for hvem den indre og ydre Fred var et Fængsel, i hvilket deres
Ærgjerrighed ikke fik Luft, medens deres materielle Velstand
svandt ind. Der fortælles fra Borgerkrigenes senere Tidsrum et
Træk, som er karakteristisk, og som peger tilbage paa en af de
indre Kræfter, der var virksomme i dette Tidsrums endeløse og
tilsyneladende ofte saa princip- og meningsløse Partifeider. Det
var i 1208, da der blev indgaaet Fred og Forlig mellem
Birkebeinerne under Inge Baardssøn og Haakon Galin og Baglerne
under Philippus Simonssøn og Biskop Nikolas Arnessøn. Der
opstod da, heder det, megen Misfornøielse i begge Hære blandt dem,
der var uden Formue, men som dog havde en Bang og Værdig-
1 Det heder (Morkinsk., S. 83), at Haakon Ivarssøn skal have svaret Harald
Haardraade, da denne forestillede ham det ukristelige i at fare i Viking: «Davfligt
Jiieci mer herra heima i landino en |jarf ec storra vif>rfanga of feit, f>vi at
fiavl-menni er micit.» (Det tykkes mig kjedeligt at sidde hjemme, og jeg trænger til
meget Gods, fordi jeg bar mange Folk hos mig.) Saaledes har vel mange af
hans Standsfeller i den følgende Tid maattet føie eller tænke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
