Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kong Sverre (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre
15
til det, at vistnok ingen tænkte derpaa. Det menige Folk var vel
tilfreds med den i 1164 grundede nye Ordning; der er ikke Spor
af andet. Magnus Eriksson, den med al kirkelig Høitid kronede
Konge, Sigurd Jorsalfarers Dattersøn, var populær og fortjente i
mange Henseender at være det. Folket var træt og lei af de
Velfærden forødende Thronfeider, ønskede fremfor alt Fred, og det
var der nu den bedste Udsigt til. Ingen Kongesøn eller
Thron-prætendent, som udgav sig for at være Kongesøn, var mere
forhaanden, saavidt man vidste om. Magnus Erlingssøns Kongedømme
syntes fuldt befæstet og dermed Landets Fred og den nye
Stats-skik, som i saa mange Henseender var et saa afgjort Fremskridt
fremfor den ældre, saa langt bedre stemmende med den samtidige
almeneuropæiske Kultur.
Alt dette forstyrrede Sverre ved sin Optræden. Han rippede
op de gamle Saar, som endelig holdt paa at gro igjen; han
aabnede atter Døren paa vid Væg for en hvilkensomhelsl Eventvrer
til at forsøge sin Lykke paa Bekostning af Landets Fred og Lykke.
Man maa spørge i Kraft af hvilket Princip, hvilken almengyldig
Idé? Maa det ikke siges, at han ved sin Optræden bare kan have
havt et personligt Maal for Øie og bare handlede ud af en
hen-synsløs Egoisme? Maa det ikke siges, at han ved sin Optræden
som Thronkræver var en Forbrydelse mod det norske Folk, —
hos en saa fordomsfri, saa klart og skarpttænkende Mand en
bevidst, utilgivelig Forbrydelse?
Han udgav sig for Kongesøn og beraabte sig til Fordel for sin
Sag paa, hvad der kaldtes den hellige Olavs Lov, hvorefter
enhver Kongesøn, uden Hensyn til egte eller uegte Fødsel skulde
have Krav paa at faa Del i Kongedømmet. Men han fremstillede
aldrig noget Vidne for Rigtigheden af sit Udsagn; han skaffede
aldrig tilveie noget, som endog i fjerneste Maade lignede et Bevis,
og han maa have vidst med sig selv, at han heller aldrig vilde
kunne skaffe noget saadant. Sæt, at han alligevel virkelig var det,
han udgav sig for at være, — lader det sig antage, at han, denne
over sin Samtid saa overlegne Personlighed, hvis
gjennemtræn-gende Skarpsindighed, vide Overblik og sunde Omdømme vi saa
ofte har Anledning til at beundre, skulde have været blind for, at
en Regel, hvorefter enhver, som udgav sig for Kongesøn, endog om
han ikke havde nogetsomhelst Bevis for sit Udsagn, skulde kunne
vække Ufred i Landet, var en Urimelighed, — at han skulde have
været blind for, at overhovedet den Opfatning af Kongedømmets
retslige Grundlag og Væsen, hvori han fra først af tog sit
Udgangspunkt, var forældet, barbarisk, uforenelig med Statens Trivsel og
Folkets Fremgang, og at de ved Overenskomsten af 1164 indførte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
