Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Fredrik og Karl .Johan
Gl
at han fra den Stund, han satte Foden paa svensk Grund, følte
sig helt som Svenske. En Gaskonnade af samme freidige Art
som hans Erklæring til den svenske Erkebiskop, der indfandt sig
hos ham for at assistere ham ved hans Overgang til den
lutherske Religion, nemlig at Assistancen var overflødig, eftersom han
paa egen Haand, — ved at konferere med tyske Theologer under
sine Felttog i Tyskland, — havde overbevist sig om den
lutherske Dogmatiks Fortrin fremfor den katholske. Man bytter ikke
Fædreland eller Religion, som man bytter Bukser. Vi ved da
ogsaa, at hans svenske Fædrelandskærlighed og hans
Overbevisning om den lutherske Dogmatiks Fortrin ikke var dybere
rodfæstet, end at han nogen Tid efter var meget sterkt betænkt paa at
vende baade Sverige og Lutherdommen Ryggen, idet han indbildte
sig, at der var Udsigt for ham til at blive Napoleons Efterfølger
paa Frankriges Throne, og arbeidede meget ivrigt for at faa denne
Drøm realiseret.
Karl Johan har ganske vist maattet føie Taknemmelighed
ligeoverfor det Folk, som havde skjænket ham en Throne. Han har
ganske vist ønsket at befæste sig i sin nye Stilling, som han
vidste maatte være utryg, ved at vise Sverige en stor Tjeneste. Dette
Motiv har udentvivl havt sin Del i at bestemme og lede hans
Politik, efterat han var bleven svensk Thronfølger. Men i dette
Motiv spiller jo Egennytten en væsentlig Rolle. Den helt
uegennyttige, umiddelbare, med Instinktets Magt virkende Følelse, der
knytter os til vort Fædreland, — den Følelse nærede ikke Karl Johan
ligeoverfor Sverige. Han vedblev altid at være Franskmand og
intet andet; han gad ikke gjøre sig bekjendt med det svenske
Sprog og drev det under mere end en Menneskealders Ophold i
Sverige ikke dertil, at han kunde læse en svensk Bog; man maatte
lade sig nøie med, at «hans Hjerte talte svensk», som en Hofpoet
behændig udtrykte sig; hans Tunge vilde ikke bekvemme sig
dertil. Han klagede endnu i sine sidste Dage over, at det havde
været hans Skjæbne at tilbringe saa lang en Del af sit Liv i et saa
afskyeligt Land, hos et sligt halvbarbarisk Folk. Han lærte aldrig
at føie sig som svensk, og der kan allermindst være Tale om,
at han følte sig som saadan i den Tid, hvorom der her er
Spørgsmaal.
I Hensyn paa denne 1812 Aars Politik, som var hans Verk og
det største og betydningsfuldeste, han nogensinde fik udføre, er
det da ogsaa medrette bleven sagt, at, hvor klog og velberegnet
den end maa erkjendes at være, ogsaa fra svensk Synspunkt seet,
saa er den dog i sit Væsen usvensk, — et Brud med gamle
svenske Traditioner, svensk Historie, svenske Sympathier og
Antipa-thier. — Karl Johan saa paa Landkartet: Norge er i en lang Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
