Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(!<S
Portraiter <>•>• Kssays
del Søndenfjeldske, hans Ordre til at lade svenske Soldater rykke
ind og tage Landet i Besiddelse, det magre og tvetydige Indhold
af Proklamationen til Nordmændene af 8. Febr., der giver med
den ene Haand, hvad det tager igjen med den anden o. s. v. o. s. v.
Man kan ikke tvivle paa, at, om Nordmændene havde bøiet sig
under Kielertraktatens Aag, vilde den Frihed og Selvstændighed,
der var bleven dem skjænket som kongelig Gave, ikke være bleven
større, end hvad de havde gjort sig fortjent til ved slig Usseldom;
der vilde nok ved den med «vores Generalguvernørs» og de
af ham «opnævnte ansete Mænds» Baad udarbeidede Forfatning
være sørget for at aabne alle mulige og tænkelige Veie til en
Inkorporation af Norge i Sverige eller i «det forenede Skandinavien»
(som man pleiede at udtrykke sig, for ikke at vække formegen
Forargelse).
Nordmændenes Reisning under Kristian Fredriks Ledelse har
øget hans Respekt for deres Nationalfølelse og aabnet hans Øine
ydermere for Rigtigheden af Adlersparres’s Opfatning og for
Nødvendigheden af at finde sig i at gaa Omveien for at naa sit
Maal. Han talte vel store Ord om, at han snart skulde «blive
færdig med denne danske Prins»; men han var for erfaren og
skarpsynet en Mand til at dele den i Sverige almindelige Tro, at
han her bare havde at gjøre med en ærgjerrig Prins og en
Kabi-netsintrige. Endda vilde han, under Forhandlingerne med
Stormagts-Kommissærerne, ikke høre Tale om nogen Anerkjendelse af
Eidsvoldsforfatningen: den var der «ikke sund Sands i».
Naar han saa, fjorten Dage efter, bød Haanden til Forlig, og
det netop paa Basis af denne samme Eidsvoldsforfatnings
Anerkjendelse, skal vi saa tro, at han i disse fjorten Dage har
forandret sin politiske Tro, eller at han midt under Felttoget har givet
sig af med Grundlovsstudier, og at han ved en fornyet,
omhyggeligere Granskning af Eidsvoldsforfatningen er kommet til det
Resultat, at den nok alligevel ikke var saa aldeles «uden sund Sands»?
Aanei! vi har hans egne Ord for, at det var Argumenter af en
helt anden Art, der bestemte ham til denne Svingning, og, om vi
ikke havde havt hans egne Ord derfor, vilde vi have kunnet skjønne
det alligevel. lian havde, saa kort Tid Krigen havde varet, og saa
kraftesløst den var bleven ført fra norsk Side, dog lært adskilligt
af den, som stemte ham til at slaa yderligere af paa sine
Fordringer. Han indsaa, at Slapheden i det norske Forsvar
udelukkende skrev sig fra Overanførerens Inkompetence, og at de norske
Soldater under en bedre Ledelse kunde blive ham en meget
brydsom Fiende. Han var, om ikke en stor Feltherre, saa ialfald
en meget erfaren, — mere erfaren, mere kyndig end nogen inden
hans Omgivelser. Han, den erfarne, kyndige Krigsmand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
