Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Fredrik og Karl Johan (1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Fredrik og Karl .Johan
Gl
mensioner. Men nogen rigtig stor Mand, nogen rigtig værdig
Gjenstand for heroworshipping var han dog heller ikke, enten
ved sin Intelligens eller sin Karakter.
Han havde det Mod, der skaber en god Soldet, ikke det, der
skaber den store General, allermindst det, der skaber den store
Statsmand. Han kunde glimre paa Valpladsen under
Indflydelse af alle de Stimulanser, som dér saa let bringer Blodet i
Kog. Men i Raadskammeret eller Ensomheden var han overdreven
forsigtig; han savnede endog i høi Grad det, man kalder moralsk
eller borgerligt Mod. For at udrette noget rigtig stort, er det
nødvendigt en og anden Gang at tage sit Parti helt og uden
Forbehold, kaste alle Broer af bag sig. Det kunde Karl Johan ikke;
han havde altid, som Ræven, flere Udgange paa Hulen, altid mere
end én Pil paa sin Buestreng. — Han var en mangfoldig Herre,
smidig, livlig, rig paa Udveie, men ikke hvad man kalder en
skabende Aand; han var mere skikket til at være Diplomat end
Statsmand, han laa mere for det at intrigere og kabalere end for
det at handle i stor Stil. Hans Begavelse var idethele mere
glimrende end dyb; — det er det Indtryk, hans Liv gjør og tillige
hans Skrifter, — hans Taler, Proklamationer etc., — og hvad
der fortælles om hans Konversation: — en ustanselig Ordstrøm,
men Tankeindholdet ofte tyndt: — «flödande prat», siger hans
hengivne Ven Trolle-Wachtmeister; Napoleon taler haanligt om
hans «faconde jacobiniére». Hans Følelsesliv synes at have havt
den samme overfladiske Karakter som hans intellektuelle
Begavelse: hans Lidenskab blussede hurtigt op, men lagde sig
ligesaa hurtigt; han blev snart god igjen, naar han havde givet sin
Vrede Luft i en voldsom Skjændepræken; han var en forsonlig
Fiende, men paa den anden Side ikke nogen rigtig paalidelig
Ven. — Hans Forhold til Napoleon gjør ham forsaavidt Ære, som
det tyder paa, at han havde en mere uafhængig Karakter end de
fleste andre napoleonske Marschaller og Generaler, der lod sig
bøie til blotte Redskaber i deres Herres Haand; men det udviser
ogsaa mindre tiltalende Sider ved hans Væsen: han konspirerede
mod Napoleon samtidigt med, at han modtog Velgjerninger af.
ham, og ved disse Konspirationer sørgede han altid for at hytte
sit eget Skind, medens han lod sine Venner gaa i Ilden for sig
og opofrede dem uden Betænkning, naar det kneb. — Han var
en typisk Sydfranskmand, en egte Gaskogner. Store Ord sad ham
ikke fast i Halsen. Han havde en overvættes Sans for alskens
Pomp og Pral. Han, den borgerligfødte, omgav sig med bare
Adel, smigrede for Adelen og arbeidede af Hjertens Lyst paa at
opelske det i Sverige allerede forud saa sterkt florerende
Rang-og Titelvæsen. Han lagde an paa at brilliere som den, der forstod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
