Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(il
Portrætter og Essays
var Politiken en Hovedingrediens i den nye Gjæring, og for
Politik har han neppe havt megen Interesse eller Forstaaelse. Han
var, som nævnt, i en udpræget Grad æsthetisk anlagt og
opdraget, og for det, som var det centrale i hans Begavelse,
Skjønheds-længselen, havde Norges Hovedstad dengang lidet eller intet at
byde paa. Han var en altfor lidet enthusiastisk og alfor meget
kritisk Natur, til at han i Længden kunde finde sig i at gjære
med i en uklar Gjæring, og hans Fantasi formaaede ikke, som
Wergelands, at forvandle en Hytte til et Slot eller at udfylde det
tomme og magre ved de nærmeste Omgivelser ved at foretage
Spadserfarter mellem Stjernerne. Han kunde altsaa komme til at
føie Prometheuskvaler dér, hvor Wergeland fandt, hvad han
behøvede for Udfoldelsen af sin poetiske Skaberevne. Han havde
af sin Lærer stadig faaet høre om Kjøbenhavn med sine
Kunstskatte og Akademier, sit literære Liv, sine æsthetisk interesserede
og uddannede Selskabskredse. Han maatte drages did; han maatte
kunne tro, at han vilde føie sig mere hjemme og finde bedre
Vilkaar for sin Udvikling dér end i den Bavnekrog, som kaldtes
Norges Hovedstad, hvor man ikke syntes at ha nogen anden
alvorlig Fællesinteresse end Politiken og ingen anden Moro end raa
Sviregilder. Og nu lagde Wergeland og hans Følgesvende
ligefrem an paa at faa afbrudt enhver aandig Forbindelse med
dette Norges fordums Broderfolk, hvortil vi var kn3’ttede ved
saamange fælles Minder, og hvis rigt blomstrende Literatur kunde
bøde lidt paa vor egen Fattigdom. Eftersom Wergelands Digtning
udfoldede sig, viste det sig mere og mere klart, at den intet havde
at skaffe med og intet vilde have at skaffe med den samtidige
danske Digtning, — at den satte sig helt andre Maa og søgte frem
ad helt andre Veie. Dette maatte i Welhavens Øine fremstille sig
som et farligt og forargeligt Attentat. Ogsaa han haabede paa en
selvstændig norsk Nationalliteratur og havde en Følelse af, at
Tiden nu var inde til at grundlægge en saadan; men paa denne
Maade maatte og kunde det ikke ske; den Vei, hvorpaa Wergeland
slog ind, kunde alene føre til Begrebs- og Smagsforvirring og
Ødelæggelse af alle gode Spirer. Han saa nok, at der var noget
genialt ved den Wergelandske Digtning; men den var nu alligevel
et «Oprør mod Beglerne for Skjønhed og sund Tænkning» og
derfor i hans Tanker saameget farligere og mere fordærvelig, jo
mere genial den var. Det blev ham altsaa omsider, efter hvad
han selv erklærede, «en uimodstaaelig Trang at nedlægge en
offentlig Protest mod dette Uvæsen». Og saa brød da Krigen løs.
Den aabnes med Welhavens Digt «Til Henrik Wergeland» i
«Morgenbladet» 15 August 1830, og dens senere Faser er betegnede
ved Stiftelsen af «det norske Studenterforbund» 1832, Udgivelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
