Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Fortrætter og Essays
Doktriner. Han havde allerede, inden Striden brød ud, udfoldet
en meget omfattende Produktivitet som Digter og politisk Agitator,
og denne Virksomhed udviser ganske de samme Væsensmerker
som hans senere Produktion, bærer Vidne om den samme
Kunst-og Livsopfatning, de samme politiske og filosofiske Idéer og
Idealer, som han vedblev at hylde hele sit følgende Liv igjennem.
Forsaavidt Sammenstødet med Welhaven og Dæmringsfeiden skulde
have øvet nogen Indflydelse paa hans nationale og politiske Syn,
har det snarere været i Retning af at befæste end at forandre
eller modificere det. Ogsaa hans poetiske Form synes i
Hovedsagen at være den samme efter som før Striden. Welhavens Kritik,
som særlig var rettet mod denne Form, har han fra sit Synspunkt
ikke kunnet anerkjende, neppe nok forstaa, og han afviste den
ogsaa stadig, naar han omtalte den offentlig, i de haanligste
Udtryk som det pure Æsthetikleri eller Pirkeri, — en Æsthetik for
Versemagere, ikke for Digtere. Alligevel ser det ud til, at denne
Kritik og idethele den store Strid mellem hans Tilhængere og
Modstandere inden den akademiske Verden ikke har været uden
Betydning for hans poetiske Udvikling. Han har selv i et Brev
(1842) til den danske Literat P. L. Møller udtalt, at han «først kan
angive 1834 som Tiden, da han begyndte at skjelne mellem Godt
og Ondt», og senere Granskere har ment at kunne paavise, at den
nævnte Tid virkelig betegner «Afslutningen af hans Læreaar» og
et Vendepunkt i hans poetiske Stil. Det er vel saa, at denne i
visse Hoveddrag vedbliver at være sig selv lig. Hans Digtning
vedbliver at have Karakteren af et Slags Naturfænomen; den
vedbliver at være lidet plastisk, lidet kunstmæssig anordnet og
begrænset; den vedbliver at være strømmende, snart hid, snart
did, eftersom det kan falde sig, og jevnlig udover Bredderne, saa
den forfeiler det Indtryk, den skal gjøre, ved altfor mange Ord,
altfor mange Blomster og Billeder. Men der er dog den Forskjel, at
dette efter Striden langfra sker saa hyppig eller efter en saa stor
Maalestok som forud for den. Strømmen bliver mindre strid,
mindre grumset; Billederne hober sig ikke op i fuldt saa kaotiske
Masser; hvad han digter, gjør gjennemgaaende et mere samlet,
harmonisk Indtryk, bliver mere tilgjængelige lettere at læse og
nyde. Man tør vel tro, at dette for en Del skyldes den af
Welhaven indledede kritiske Diskussion. Han er ved denne
Diskussion bleven bragt til Eftertanke; han har faaet en Følelse af, at
han maatte passe lidt bedre paa sig selv, for at ikke hans
Modstandere skulde faa altfor let Tag paa ham. Herved har imidlertid
ogsaa et andet Forhold gjort sig gjældende.
Den Wergeland’ske Digtning var fra først til sidst paa det
nøieste knyttet til Samtidens politiske Liv, hjemme og ude. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
