Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
121.
just her, — just paa Naturskildringens Omraade træder
allerklarest frem det grundmodsatte i deres poetiske Begavelse og
Opfatning af Poesiens Væsen.
For Welhaven var Naturen først og fremst symbolsk,
afspei-lende hans eget indre Liv. I sig selv synes den at have været
for ham uden Liv eller uden Aand; den maatte «beaandes» for at
afgive et poetisk brugbart Stof, og beaandet blev den ved at
opfattes som Udtryk for en Stemning eller for Mindet om en
Stemning. Hans Naturskildringer er, som det er bleven sagt,
«Stemninger udfoldet i Rummet».1 Hans Forhold til Naturen var som
hans Forhold til Musiken, — han hørte til dem, «som i Musiken
mere nyder de ved Tonerne vakte Følelser og Tanker end
Tonerne selv». Landskabet stiger hos ham, som Mindet, «frem fra
sin Taagekyst». Han skildrer det først, naar det er kommet paa
lang Afstand, saa de enkelte Træk flyder sammen og derved
kommer til at danne et helt, samlet Billede. Hans
Naturskildringer er derfor lidet nuancerede, temmelig blege i Farven; der er
noget abstrakt-almindeligt ved dem; han har ikke havt Plads for
mange Species af Dyre- eller Planteriget: det er næsten altid
«Droslen», som synger eller bygger Rede, Birken eller «Fyrren»,
i hvis Grene det suser, Boser eller Liljer, som dufter, o. s. v.
Dette maatte jo ogsaa, fra hans Synspunkt, fremstille sig som det
ene Rette. Det var ham alene om Totalvirkningen at giøre;
derfor maatte intet Træk tages med, som kunde tænkes at forstyrre
denne eller bortlede Opmerksomheden fra den. Det vidnede i
hans Tanke bare om Afmagt og Aandløshed, naar Digteren
fordybede sig i Detailler eller tog Smaatingene med, og han henviste
i en Afhandling fra sin seneste Forfatterperiode til Støtte for
denne Opfatning til det 18de Aarhundredes naturbeskrivende
Digtning, som har «forsøgt at rivalisere med selve Naturen i Pragt og
Rigdom» og ved denne Ophobning af Enkeltheder bare har
opnaaet at forstyrre den samlede Virkning og givet Inventarielister
istedetfor Billeder.
Han har ikke i denne Sammenhæng nævnt Wergelands
Naturskildring og vel neppe heller tænkt paa den. Ialfald gaar den
aldeles Ram forbi. Man kan vel sige om den, at den har forsøgt
at rivalisere med selve Naturen i Pragt og Rigdom; men det
vilde være ret og slet en Taabelighed at paastaa, at denne
Overflod hos Wergeland skulde være Vidnesbyrd om Afmagt, eller at
han ved sin Ophobning af Enkeltheder skulde have givet
Inventarielister istedetfor virkelige Billeder. Den Wergeland’ske
Naturskildring skiller sig bestemt ud baade fra den Welhaven’ske og
fra Oplysningstidens naturbeskrivende Digtning og fremgaar af et
1 Løchen, l. c., S. 437.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
