Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergeland og Welhaven (1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wergeland og Welhaven
123.
har mest Øie for Enheden, Welhaven for Modsætningen. Naar
Welhaven gjør Udflugter i den frie Natur, er det stadig for at
vende tilbage til sig selv og trænge dybere ind i Sjælens indre
Liv. Han søger og finder Styrke og Opreisning i denne
Fordybelse i sig selv under Modgangen og i den Ensomhed, hvori han
følte sig hensat i den sidste Periode af sit Liv; hans
Livsopfat-ning bliver ikke menneskefiendsk og bitter-pessimistisk; men
tungsindig er den og bliver den i stadig stigende Grad, eftersom han
kommer længere ud i Livet, — tungsindig og tilbøielig til at se
tilbage til det svundne som til en lys Høide, hvorfra det har baaret
og fremdeles bærer nedover. Han har mest Øie for Skyggesiderne
ved Samtidens Aand, hjemme i Norge og ude i den store Verden,
og bliver først rigtig veltalende, naar han dvæler ved dem. I hans
Ungdom vakte Synet af disse Skyggesider hans Kamplyst;
eftersom han bliver ældre, bliver den Stemning, hvori han hensættes
ved at iagttage «Nuets kloge Slægt» med sin ydre Travlhed og
indre Tomhed, med «sine hemmelige Angsters Vægt» og sine
«nagende Tvivl», mere og mere en uvirksom Resignation; han vil ikke
fortvivle, men han vil lade sig nøie med at være «fri og from i
sine Tankers Rige». Wergelands Livs- og Verdensopfatning
derimod bliver sig selv lig fra først til sidst; han er en ligesaa stor
Optimist i Ensomheden og under Miskjendelsen, som da han stod
omgivet af en troende Tilhængerskare, og lige ind i sin
Dødsstund ligesaa travlt optaget af alskens Planer og Projekter til
Fremme af Oplysningen og Samfundsvellet som i sin første
Ungdoms brusende Gjæringstid. Welhaven finder, eftersom han bliver
ældre, mere og mere Alderdommens og Træthedens Merker i
den raadende Tidsaand. I hans Digt «En Monolog» heder det:
«Da jeg var ung og da min Røst
blev som paa Foraarsskyer baaret,
alt dengang var min Glæde daaret;
thi da var Verdens Aarstid Høst.
Og siden, — ja, hvor lidet blid
er Tiden for en Sanger vorden.
Men nu jeg kjender Dagens Orden,
og véd, at det er Vintertid.»
I Welhavens Øine er Verden gammel; i Wergelands er den
ung". I et af Digtene fra Wergelands sidste og værste Aar («Følg
Kaldet» — i «Jødinden» 1844) heder det:
«Ung maa Verden endnu være,
Slægtens Sagas lange Lære
endnu kun dens Vuggesange
og dens Barndoms Eventyr.»
Wergelands Livs- og Verdensopfatning er saa helt igjennem
lys og freidig, saa helt rettet udad, at man kanske vilde have
være fristet til at tro, at der maatte være noget letkjøbt og over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
