Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Erindring om Welhaven
147
— ban boede dengang og i en lang Række af Aar senere i et
Hus nede i Munkedamsveien, som endnu staar der, — en fæl
Trækasse, — i meget lidet tiltalende Omgivelser, — Algier’s
Rønner tæt bagved, — stygge, høie Plankegjærder rundt omkring, —
en yderst smudsig Tilgang gjennem en snæver Gyde (det er
altsammen nu meget forandret), hvor man i Vaar- og Høstbløitens
Tid maatte arbeide sig frem gjennem en ren Lersuppe. Han, der
havde saa glimrende Evner som Causeur og en saa stor Trang
til at producere i Talens eller Samtalens Form (saameget større,
fordi hans skriftlige Produktion var saa knap og strengt
begrænset), saa sig næsten reduceret til Athenæet, hvor han pleiede at
tilbringe en Timestid hver Dag før Middagen, og hvor han fandt
en liden og aldeles ikke meget udsøgt Kreds af faste Tilhørere.
Han maatte vel ogsaa i den Henseende føie sig ensom, at hans
Forfatterskab kun i ringe Grad syntes paaskjønnet eller paaagtet
af Almenheden, ialfald langtfra saaledes som det fortjente. Andreas
Munch var Modedigteren i de her omhandlede Tider (Aarene
mellem 1850 og 1860) og særskilt Favorit inden de Kredse, som
engang havde hyldet Welhaven. Hvad der fandtes af literær
Interesse inden det norske Samfund (og det var, som man ved,
overmaade lidet), syntes km’ttet til de munchske Dramer og
Fortællinger, trods deres gjennemgaaende Mangel paa Originalitet.
Welhaven kunde tro sig glemt. Hans Romancedigtning var ustridig
det betydningsfuldeste, der var fremkommet i den norske poetiske
Literatur siden Wergeland, og kunde kaldes et virkeligt
Gjennembrud. Dette blev vistnok følt og erkjendt af en og anden ogsaa
i Samtiden; men denne Anerkjendelse merkede Welhaven selv
lidet til. Hans Bøger blev sjelden omtalte og fandt liden
Udbredelse. Af «Nyere Digte» (1845) og «Halvhundrede Digte» (1848),
— disse Samlinger, der indeholder saameget ypperligt, — kom
der aldrig mere end ét Oplag. Hans sidste Digtsamling (1861)
fremkom i et ligefrem uanstændigt Udstyr, — Duodezformat,
gnidret Tryk, tyndt Papir, Typerne skinnende igjennem fra den ene
Side over paa den anden, — saa man bare ved at se Bogen fik
et Indtryk af, at dette ikke var af de Forfatternavne, der drog,
eller hvorpaa en Forlægger turde vaage at sætte noget ind. En
Wergelands urkraftige strømmende Produktionsevne kunde
gjen-nemgaa slige Forhold uden at slappes eller tørke ind, —
Wergelands Digtning blomstrede, som man ved, just allerbedst i den
Ensomhed, hvori ogsaa han engang saa sig forjaget (se
Indled-ningsdigtet til «Jødinden»). Men paa Welhaven, for hvem
Produktionen var et saa strengt Arbeide, maatte det virke anderledes.
Hans Aand var mindre rig og spontan end livfuld og bevægelig;
han trængte derfor i høiere Grad Impulser udenfra for at drives
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
