Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Til Erindring om Welhaven (1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Erindring om Welhaven
149
litik, Nationalitet og nationale Bevægelser.
Kristiania-Reaumon-(lens aandsforladte Væsen og ubehjælpelige Stræv med at dække
sin Tomhed og Raahed bag endel udenfra laant Stads var jo ogsaa,
som man ved, ofte nok Gjenstand for hans Satire. Det Parti,
der sluttede sig til ham, blev væsentlig rekruteret af de dengang
endnu saa tætsluttede Embedsmandskredse. Det var paa Runden
et politisk Parti, der samledes til Forsvar for
Embedsmandsklas-sens Førerstilling i Samfundet. De mest fremtrædende Drag i
«Intelligensens» aandige Fj^siognomi var Juristeri og bureaukratisk
Konservatisme. Dens Maal og Midler var altsaa helt forskjellige
fra dem, hvortil Welhaven efter sin Regavelse og Aandsretning
maatte være henvist. Men han stod nu engang som dens
Fanebærer og Ordfører og formaaede ikke at unddrage sig
Konsekvenserne heraf. Han blev revet med af den Uforsonlighedens og
Ufordragelighedens Aand, der pleier at karakterisere
Klassekampene og de politiske Feider, og førtes til at bruge i den literære
Debat en Stridsmethode og hævde et Standpunkt, som til Nød
kan gaa an i Politiken, men som er rent desperat, hvor det gjælder
at udfegte literære Stridsspørgsmaal, — dette nemlig, at der bare
er Ret paa den ene Side, bare Uret paa den anden, og at hvad
det gjælder om, er at komme sin Modstander tillivs og faa ham
slaaet til Jorden for enhver Pris.
For «Intelligensens» Menigmænd stod Wergeland væsentlig som
Demagogen, Pøbelhøvdingen, den politiske Urostifter; om han
havde poetisk Geni eller ikke, om der var noget i literær
Henseende værdifuldt ved hans Forfatterskab eller ikke, det var for
dem et underordnet eller aldeles ligegyldigt Spørgsmaal; han var
under alle Omstændigheder et Skadedyr, som helst burde være
holdt inden Laas og Lukke, og hvis Anseelse og Indflydelse det
var hver god Rorgers Pligt at søge at faa gjort Ende paa ved
alle mulige Midler. For Welhaven maatte jo netop Spørgsmaalet
om Wergelands Geni og literære Fortjeneste være det væsentlige,
og han havde naturligvis fremfor sine juridiske og
departementale Kampfæller Øie og Agtelse for dette Geni. Allerede i det
Digt til Wergeland, hvormed han begyndte sin literære Rane,
heder det:
«Dog faldt saamangt et Lyn forbi dit Øie
Og mangt et Mannakorn i dit Skjød.
Hvi freded du ei Gnisten fra det høie?
O, den var bleven til en venlig Glød!»
I sin følgende offentlige Polemik henviste han en og anden
Gang til disse Ord som Vidnesbyrd om, at han ikke lod det mangle
paa Rillighed ligeoverfor sin Modstander. Saaledes heder det i
Afhandlingen «Om norske Presseanliggender» (1838): «Jeg kjender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
