Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 Portrætter og Essays
for at naa op til Norge» (det danske Blad «Fædrelandet» —
citeret af Skavlan i hans Bog om Wergeland S. 150). Dette er
Feil-syn og Misforstaaelser, hvori man alene kunde gjøre sig Skyldig
ved at staa paa den engang hos os og hos de andre skandinaviske
Folk raadende tysk-nordiske Bomantiks filosofiske
Ravnekrogs-standpunkt og som nuomstunder vilde være aldeles utilladelige.
Det maatte stemples som Vidnesbyrd om en utilladelig Uvidenhed,
om nogen nuomstunder vilde give sig til at omtale det attende
Aarhundredes Filosofi i en saa overlegen Tone. Enhver, der har
noget Kjendskab til den nyere Tids Aandsliv, vil være paa det
rene med, at denne Filosofi vel blev bygget paa et ufuldstændigt
Kjendskab til eller en ufuldkommen Vurdering af
Menneskenaturen og at derfor de Tankerækker, den opstillede, trængte til
at udfyldes ved andre Tankerækker, som gik ud fra andre,
oversete eller miskjendte Sider af denne Menneskenatur, men at den
derfor ingenlunde er at betragte som en helt udnyttet og aflægs
Livs- og Verdensopfatning, — at dens Friheds,- Fremskridts- og
Humanitetsidéer vel blev begrundet paa en ufyldestgjørende
Maade, men at de derfor ingenlunde har udspillet sin Rolle, —
at de tvertom har vist sig at have varig Gyldighed og i nye
Former, med ny og bedre Begrundelse vedblive at øve en sterk og
stigende Magt over Menneskenes Sind. Det kan altsaa gaa an at
tale om det 18de Aarhundredes «flade» Rationalisme, naar man
bare ikke deri lægger den Mening, at Fladhed og Rationalisme
skulde høre nødvendig sammen. Det kan gaa an at tale om
Rous-seau’ske Utopier, naar man bare ikke glemmer, at der ved Siden
af det utopiske i disse Utopier tillige var en Sandhedskjerne af
blivende Betydning, et spiredygtigt Tankefrø, hvis Sæd vi
fremdeles lever paa.
At være Rousseau’s Discipel ved 1830 eller paa den Tid
Wergeland optraadte, kunde betyde, at man tilhørte Reaktionen og
hyldede aflægs Synsmaader, men det kunde ogsaa betyde det stik
modsatte — at man stod i den aandige Avantgardes allerførste
Række. Rousseau var, som bekjendt, den store Overgangsmand
fra Oplysningstidens til vort Aarhundredes Aandsarbeide; han
stod paa Oplysningsfilosofiens Grund, men nedlagde Protest mod
dens Ensidigheder og optog dens almene Ideer eller Idealer til
ny Prøvelse fra nye Synspunkter; hans Lære var altsaa i mange
Henseender en tveegget, og det var naturligt, at der fra den udgik
Impulser i de allerforskjelligste Retninger.
Til en Begyndelse fremkaldte den en dyb Splittelse inden
Op-lysningsfilosofernes egen Leir og gav deres Modstandere Vaaben
i Hænde. Rosseau’s Hævdelse af den indre Erfarings Vidnesbyrd
af det personlige, subjektive Moment i enhver alvorlig Livsansku-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
