Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergelands historiske Syn og Forfatterskab
10.’}
geste eller mest materielle. Naar han vilde knytte det nye Norge
saa nær som muligt til det gamle, med Overspringelse af
Mellemalderen, var det ikke saa meget af romantisk Begeistring for
«Sagaoldets prude Sæder» som snarere, fordi den moderne
Friheds-og Fremskridtsaand i hans Tanker der fandt de fleste
Støttepunkter. Naar han optog Folkesprogets Sag, var det ikke
saameget, fordi det er en interessant Oldtidslevning, eller fordi det er
egte norsk, tilblevet i Landet og præget af dets Natur og Folkets
eiendommelige Væsen, som først og fremst derfor, at han
opfattede det som et brugbart eller endog uundværligt Redskab for
den fremadskridende Almenoplysning.
Wergelands Nationalisme var, ifølge denne hans Opfatning af
Nationalitetens Væsen, det modsatte af eksklusiv. Man har undres
over, at han, — Norskhedsmanden par excellence, — tillige var en
slig Verdensborger, — at han i sin Fantasi stadig var paa Farten
i fremmede Lande, at han var saa kosmopolitisk i sine Interesser
og Sympathier som vel neppe nogen anden af vore offentlige
Mænd. Det er i Virkeligheden ikke noget at undres over. Ifølge
hans Livssyn og historiske og filosofiske Forudsætninger maatte
det ene falde ligesaa meget af sig selv som det andet; det er ingen
Grund til at tvivle paa, at hans Regeistring for Grækere og Polakker,
for Frihedskampene i Spanien, Frankrige o. s. v. var fuldkommen
ligesaa oprigtig og umiddelbar som hans Regeistring for 17de
Mai og for det norske Folks Frigjørelse og politiske Opdragelse
i Grundlovens demokratiske Aand, Naar Nationaliteten opfattes
som en Kraft, et Organ for den almene Udvikling, naar dens
Væsen sættes i den fremadskridende Revægelse, bliver man stadigt
henvist fra det nationale Synspunkt til det universelle og omvendt;
man føres til at erkjende eller føie begge disse Synspunkters
Samhørighed, ikke deres Modsætning.
Helt anderledes med den Opfatning, Welhaven gjorde gjældende
af det nationale Væsen. Ved at se i Nationaliteten noget
væsentlig afsluttet og oprindeligt, en Skat, en Arv, et Produkt snarere
end en levende Kraft, — ved at lægge Hovedvegten paa de
Former, hvori den har givet sig Udtryk i længstforsvundne Tider, —
bliver man let eksklusiv; Formerne er sprøde og skrøbelige; man
fristes, naar man har æsthetisk forelsket sig i dem, saa man
glemmer Fremskridtets Lov, til at søge dem opretholdt ved
Afstæng-ning ligeoverfor Paavirkninger udenfra. Det synes at staa i Strid
hermed, at Welhaven og hans Meningsfæller hævdede det
sproglige og literære Fællesskab med Danmark, ligeoverfor den
werge-landske «Ultranorskhed», og at de siden fordetmeste blev ivrige
Maalsmænd for den skandinaviske Revægelse. Men Striden er
bare tilsyneladende. Welhavens Hævdelse af det literære og sprog-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
