Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sverdrup (1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sverdrup
185
Stats- og Samfundslivets Omraade, — saadanne som:
demokratisk Selvstyre, Nationalselvstændighed, Frihed, Lighed o. s. v., —
er «tokutte»; man vil aldrig kunne blive enig om deres Grænser
og Indhold, og de vil derfor stadig afføde Partistrid; de store
Sandheder er ikke helt sande; de generelle Satser passer allesteds
og ingensteds, som det heder, d. v. s. de svarer aldrig helt ud
til den givne Virkeligheds Vilkaar. Glemmer man det ved deres
Anvendelse i den praktiske Politik, kommer man ind paa farlige
Afveie. Schweigaard havde fuldstændig Ret, naar han i 1851
under Debatten om Stemmeretsforslaget hævdede ligeoverfor
Sverdrup, at ingen Ståt kan bestaa, saafremt ethvert Princip, som
engang er indkommet i Samfundsordenen, skal drives til sin
yderste Konsekvens. Historien, særlig den franske Revolutions
Historie, viser noksom tydelig, at politisk Principrytteri eller
politisk Geometri, som det er bleven kaldt, leder ud i anarkiske
Tilstande, om Udgangspunkterne eller Principerne i sig selv er
noksaa rigtige. Men, hvis man paa den anden Side driver sin
Skepsis ligeoverfor de «tokutte hovudtanker» saavidt, at man
aldeles fornegter eller ignorerer dem, — hvis man fortaber sig i
de «kvasse smaaspursmaal» og bliver saa rent praktisk i sin
Politik, at man ikke respekterer andet end
Hensigtsmæssighedshen-syn og specielle Argumenter: — er man ogsaa inde paa en Vei,
som i Længden uundgaaelig fører til Fordærvelse. «Et Samfund
uden demokratisk Parti», siger Bjørnson i «Kongen», «er uden
Idealitet, uden Sandhedstrang i sin Politik og i mere end i den».
De almene Friheds-, Ligheds-, Selvstyre-, Nationalitetsprinciper er
Politikens Idealer, som man aldrig kan faa gjennemført —
allermindst i en Ruf og efter en Streg, som saa mangen en politisk
Idealist har ment, — men som man heller aldrig maa tabe
afsyne. Gjør man det, faar man istedetfor Partistrid det, som er
meget værre, Strid mellem Klasser og Koterier; Politiken bliver
da virkelig, hvad Vinje kaldte den, «en strid om gullet eller maten»;
— den bliver et Rænkespil, en Forretning eller en Vægter- og
Polititjeneste, og ender i en Forsumpning, mod hvilken Folkets
sunde Sans og Livsinstinkter maa reise sig, saafremt det er
leve-og udviklingsdygtigt.
Hvis Mirabeau havde været Sverdrups Kollega paa disse
Storthing mellem 1850 og 1860, vilde han have forudseet hans
fremtidige Storhed, som han forudsaa Robespierres. Han, hvis
Stolthed det var, at han havde gjort det af med alle Formler (hume
toules les formules), — som var «no man of system, only a man
of instinets and insights» (Carlyle), — vilde neppe have kunnet
føie nogen sær Beundring eller Sympathi for Sverdrup, som i en
saa fremtrædende Grad var en Systemets, en Formlernes Mand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
