Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. A. Munch (1862, 1896, 1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Portrætter og Essays
som siden, til hans Ærgrelse, vedblev at staa lyslevende for hans
Minde lige indtil de mindste Detaljer.
En Evne af saa kolossale Dimensioner bliver gjerne altfor
dominerende i vedkommende Besidders Aand, saa at andre Evner
forkrøbles eller kommer til at savne den nødvendige Plads for sin
Udvikling. Store Hukommelsesmennesker er derfor oftest
uproduktive, eller deres Produktion indskrænker sig til den rent
stofmæssige Udgiver- og Samlervirksomhed. En «beget Hjerne,
hvorudi alting bliver hængende» (for at tale med Holberg), bliver
ifølge denne sin Egenskab oftest et Magasin istedetfor et Verksted.
Man fylder sit Hus med saamange fremmede Gjester, at der ikke
bliver Plads for Husets egne Folk.
At denne Begel ikke slog til og i en saa paafaldende Grad
ikke slog til for Munchs Vedkommende, viser bedst, hvor
stor-bygget han har været, hvor rummelig hans Aand har været
anlagt. Saa lærd han var — kanske lærdere end nogen anden
Nordmand —, det er dog ikke Lærdommen, man først og fremst
taler om, naar man taler om ham, men om den Brug, han gjorde
af den. Hans Beceptivitet, som var saa stor, at den alene vilde
have gjort ham til et Fænomen, træder dog" i Skyggen for hans
Produktivitet. Hans Hukommelse blev med al sin Kjæmpestvrke
bare Tjener for høiere rangerende Evner hos ham: hans
Skarpsindighed og geniale Kombinations- og Gjetningsevne —
Opdager-naturen i ham med dens aldrig hvilende Trang til at søge videre
frem — «fra det tænkte mod det visse, fra det visse mod det
ante», som det heder i Bjørnsons Mindedigt — Opdagernaturen
med dens «guddomsopfyldte Uro», «den samme, som drev
Newton og Columbus».
Det er denne Opdagernatur, denne Trang og Evne til at følge
en Tanketraad ad de tilsyneladende mest bugtede Veie, til at
drage stadig videregaaende Slutninger af en Hypothese eller bruge
den som Bedskab til at trænge frem der, hvor ingen før har
været, til at grave i Grunden og søge, hvad der ligger bagved
Tingene, altid længere og længere ind — det er den, som danner
det mest karakteristiske Træk i lians aandelige Fysiognomi,
saadan som det kommer frem gjennem hans videnskabelige
Forfatterskab. Det er ifølge den fremfor alt, at han blev
Hovedmanden for «den norske historiske Skole» — Talsmanden og
Forkjæmperen fremfor nogen anden for Skolens Theorier — og
tillige den, som først har brudt igjennem disse Theorier paa de
afgjørende Punkter — der, hvor det har maattet erkjendes, at de
var urigtige eller ensidige — Banebryderen i mangt og meget
for den i vore Dage hyldede Lære om det skandinaviske Nordens
ældste sproglige, ethnografiske og nationale Forhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
