Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
249
end et Par Aar ældre end jeg, som ikke havde liere Eksamener
og neppe nok saamange Kundskaber, alligevel var mig saa
uendelig overlegen, at han tog aldeles Magten fra mig; det blev tvertom
stadig mere bestyrket. Det gik mig paa en Maade som Myggen,
naar den svirrer rundt Lyset. Jeg kom, siden jeg først var bleven
introduceret hos Bjørnson, ofte til ham, — til sine Tider, tænker
jeg, hver eneste Dag. Der var naturligvis overordentlig meget,
som drog mig did: jeg kunde være sikker paa at faa høre noget,
som var værdt at høre, eller, rettere sagt, jeg kunde være sikker
paa at opleve noget. For enten fortalte han Historier fra
Hjembygden, eller han gjengav Scener af Sagaen eller Verdenshistorien,
og det gjorde han slig, at vi, som hørte paa, syntes at se det
altsammen lyslevende for os (jeg mindes endnu endel Historier om
en fremsynt Prestefamilie oppe i Romsdalen, som bragte Blodet
til at isne i mine Aarer, og som staar den Dag idag klart for mig,
skjønt det nu er mange Herrens Aar, siden jeg hørte ham sidst
fortælle dem). Eller han lagde ud om Fremtidsplaner for sig selv
eller for os andre eller for Landet, og det med slig Magt, at
endog de af os, som var mest skeptisk eller snusfornuftig anlagt,
glemte sine Tvivl og blev troende og følte Hjertet vokse i Livet
paa sig. Alligevel hændte det ofte, at jeg gik fra ham i en halvt
eller helt ærgerlig Stemning. Jeg vilde gjerne give mit Besyv med
i Laget; jeg brændte, som det heder, efter at faa Knevelen løs;
men enten flk jeg ikke et Munds Ord for mig, eller det, jeg sagde,
faldt til Jorden og syntes mig saa yderlig ubetydeligt, i
Sammenligning med, hvad Bjørnson havde sagt. Det forholdt sig med mig
dengang som det vel pleier at forholde sig med Mennesker i den
Alder: jeg var yderst utryg paa mig selv, svævende fra den ene
Yderlighed til den anden, snart meget stor udi egen Indbildning
og det næste Øieblik ynkelig liden, derfor behæftet med en meget
ømskindet Forfængelighed; — jeg var fuld af Omsorg for min
saakaldte aandige Selvstændighed, idet jeg følte, at det stod
temmelig usikkert til med den samme, og at det godt kunde behøves,
at der blev passet paa den, og jeg blev derfor, naar jeg var
sammen med Personer, helst da jævnaldrende, om hvem jeg skjønte
eller troede at skjønne, at de ragede op over mig, sterkt optaget
af Tanken om at hævde mig og af Frygt for at liggge under i
denne Kamp for Tilværelsen.
Bjørnson var nu ikke bare den ubetinget sterkeste inden sin
Kameratkreds, men han var ogsaa den eneste, hvis Navn var
kjendt udenfor samme. Han skrev i Aviserne, inden han endnu
skrev Bøger; han vakte Opsigt bare ved sit Udseende; ham
sysselsatte Bysnakket sig med; om ham vidste man en hel Del at
fortælle, blandt andet ogsaa det, at han, som andre Høvdingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
