Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
253
graat». Endog Jonas Lie fandt ud et Slags Kompromis mellem
sit enthusiastiske og fantastiske Digternaturel og Tidens raadende
vrantne Prosaisme. Jeg mindes en Samtale, jeg havde med ham
i denne Tid, kort efterat han havde nedsat sig som Sagfører
oppe paa Oplandene; jeg talte om, at vi, hans gamle Kamerater,
fandt det noget underligt, at han var kommet ind paa denne Vei
istedetfor at slaa sig paa Litteraturen og blive Digter, som vi alle
havde ventet, at han skulde blive; ja, svarede han, han havde
nok ogsaa tænkt paa det samme; men han havde nu indseet, at
Digterfantasien i vore Dage var taget i det praktiske Arbeides og
Forretningslivets Tjeneste, og at den derved havde faaet noget
bedre at bestille end at låve Skuespil og Romaner.
Den eneste af de yngre, som ikke i nogen Grad lod sig kue
eller skræmme af al denne Kritik og al denne Skepsis, men satte
Stævnen bent imod Strømmen, var, efter min Erindring, Bjørnson.
Vistnok kunde det synes, som som ogsaa han bøiede sig for
Tidsaanden, idet han i en Række af Aar, inden han optraadte offentlig
som Digter, gav sig af med Kritik, skrev Boganmeldelser og
The-aterrecensioner og derved ofte førte en noksaa skarp Pen. Men
hans Kritik var, trods al Skarphed, af en helt anden Art end den
gjængse. Dens Sigte var gjennemgaaende et positivt; den gik ikke
ud paa at rette Stil og finde Feil, men at hjælpe til Forstaaelse
af Verket eller af den kunstneriske Præstation, og forsaavidt den
paaviste Feil, blev den fordetmeste ikke staaende derved, men
søgte at udfinde, hvorledes Feilen kunde og burde være undgaaet
Man ser tydelig i disse Bjørnsons kritiske Ungdomsarbeider
Digteren, som forbereder sig til sin egen Virksomhed ved at gaa
andres efter, og dette var han sig da ogsaa altid fuldt og klart
bevidst. Han talte selv midt under den værste aandige
Tørkeperiode med den ham egne urokkelige Sikkerhed og Selvtillid om
sit Digterkald og sin Beslutning at følge det trods alt og alle. Det
gik udentvivl andre af hans Kamerater, som det gik mig: vi kunde
være noksaa tilbøielige til at hylde den raadende Mening om, at
Poesi og Kunst og den Slags ikke kunde have nogen Fremtid i
dette Land, men vi blev dog saa imponerede af denne
Sikkerhed, at vi glemte vore kritiske Tvivl og ialfald indrømmede
saameget, at han maatte faa Lov til at blive en Undtagelse fra den
almindelige Regel.
Den Opfatning, som gjorde sig saa sterkt gjældende i
Bjørnsons Ungdomsdage (og som bl. a. har fundet et saa skarpt Udtryk
i flere af Welhavens Digte fra denne Tid, saaledes t. Eks. «En
Monolog»), at nemlig den moderne Civilisation med sine
Maskiner og Fabriker, med sin Demokratisme og videnskabelige
Oplysning, med sin Travlhed og sit hæsblæsende Jag efter Rigdom, blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
