Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Noget om Bjørnson som ung Mand (II.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
261
en Autoritet, som man bøier sig for, endog naar man protesterer
mod den. Men Modet er nu, om det skeier noksaa meget ud
eller antager noksaa lidet tiltalende Former, alligevel Menneskets
adelige Egenskab fremfor nogen anden. Efter som det øves og
opøves, udvikler sig med det alle gode Instinkter, saa ens Væsen
nobiliteres, ligesom omvendt Feigheden bliver en Hovedrod til,
hvad der er ondt og foragteligt i Livet.
Det forholder sig paa en lignende Maade med det moralske
Mod som med den fysiske Styrke. At Kjæmper i Regelen er
godmodige, er en gammel Erfaringssætning; de kjender sin Styrke
og har Raad til at være overbærende og tage det med Lempe.
Manden med det store moralske Mod har den samme Følelse af
Overlegenhed og bliver i Kraft af den mere høihjertet og
ædelmodig, mere virkelig god end andre.
Jeg tvivler ikke paa, at alle, som har kjendt Bjørnson, vil
samstemme deri, at han, med al sin Kamplyst og alle sine
Slagsbrortendenser, med alt det barske og strenge, som stundom kan være
over hans Væsen, i Virkeligheden er en ligesaa udpræget god
Mand, som han er en stor Mand, — god, ikke i den dagligdagse
passive Retydning af Ordet, hvorefter det egentlig ikke vil sige
stort andet, end at man er en magelig, indifferent Natur, som vil
have det hyggeligt og lunt og se lutter tilfredse Ansigter om sig,
men i den aktive Retydning, hvorefter det betyder at være
hjælpsom, hvor man ser noget, som fortjener at hjælpes, at elske
Livets gode og byggende Magter, saa man er villig til at tjene
dem altid og med Opofrelse, og derimod hade de onde og
ødelæggende, saa man aldrig trættes ved at bekjæmpe dem.
Alle, som har kjendt Bjørnson i hans Ungdom, vil mindes, at
det allerede dengang hørte til de karakteristiske Drag i hans
Væsen, at hans Sympathi med Lidelsen, hans Retfærdighedsfølelse
var saa levende og virksom. Saa sterkt optaget som han dengang
var af sig selv og sin Fremtid, — Ungdommen pleier jo at være
det, og han, med de rige Evner og Følelsen af de store
Muligheder i sig, maatte jo være det i en mere end sedvanlig Grad, —
havde han dog Tid og Kræfter tilovers, naar det gjaldt at bøde
paa en Uret eller aabne Folks Øine for en Fortjeneste, som ikke
blev tilbørlig paaskjønnet.
Enhver ved, hvorledes dette Træk har udviklet sig, og hvor
fremtrædende det nu er blevet i Rilledet af Bjørnsons
Personlighed. Han minder om Voltaire, som lagde alle sine Arbeider
tilside og brugte Aar af sin kostbare Tid for at faa det erkjendt, at
der skyldtes en Calas eller en Sirven Opreisning. Han synes, som
Voltaire, at opfatte enhver Uret, hvor den er begaaet og af hvem
den er begaaet, næsten som om den er begaaet imod ham. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
