Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson (IV.) (1904)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
291
ligste, eller Vildfuglen Hilde maa have været overspændte
Romantikere som Børn. Adolf Sang og hans Hustru, eller Elias og
Rakel har noget af den samme poetiske Naturfølelse som
Thorbjørn og Synnøve eller Arne, Ella i »En Dag» eller Ragni i «Paa
Guds Veie». Leonarda og Tora Parsberg har i sin Natur noget
af den samme sangfulde Lyrik eller Følelsesrigdom som
Synnøve og Fiskerjenten. Disse Menneskeskikkelser vil neppe falde
for den realistiske Periodes Aldersgrænse. De skyldes ikke en
enkelt Tids ensidige Kultur, men et Sammenskud fra flere Tider.
Den nynorske Menneskeskildring er tilblevet ifølge litterære
Impulser fra flere Kanter — fra dansk-tysk Romantik og fra
nyere, væsentlig fransk Realisme. Men den er ved Siden heraf
ogsaa vokset frem af norsk Historie, af norske politiske og sociale
Forhold, af norske nationale Krav og Behov. Collin har paavist
dette med stor Skarpsindighed og paa Grundlag af et
omhyggeligt og anstrengende Studium af det Milieu, hvori baade
Bjørnson og Ibsen tilbragte sine Læreaar. —
Det var tilsyneladende et yderst ugunstigt Milieu for en
vordende Digter. Hovedstaden var fremforalt kjedelig, — med en
Storbys Krav, men uden Evne til at fyldestgjøre et eneste af
dem, for at tale med Camilla Collett. Inden den akademiske
Verden florerede Juristeriet. Publikum i Almindelighed var
optaget af Madstrævet og syntes bare at interessere sig for
Jernbaner og Veie og praktiske Beformer. Forsaavidt man brød sig
om Poesi, maatte det ialfald være af det «tvisynte», ætsende,
ironiserende Slags. Man byroniserede og heiniserede. Man var
til det yderste skeptisk, kritisk stemt og indtog paa Forhaand
en afgjort kjølig, endog fiendtlig Holdning ligeoverfor alle
Forsøg paa at skabe en ny national Digtning. For de to unge
Mænd, som følte et saa sterkt Kald til at blive Digtere, at de
vilde være det og intet andet, maatte Livet i slige Omgivelser
falde forfærdelig haardt og tungt. De maatte have en Følelse
af at arbeide sig frem gjennem «djævelsk prosaisk Kvæleluft»
(som Bjørnson udtrykker sig i en Avisartikel fra 1858). Men jo
større Kamp, des større Seir, — naar Kampens Udfald bliver
Seir og ikke Undergang. Det er øiensynligt, at begge de to
Digtere og ikke mindst Bjørnson har havt særdeles godt af at have
gjennemgaaet i sin Ungdom denne Modgangens haarde Skole, at
have passeret dette kritisk-skeptiske Ørkenbælte og at have
kjæmpet sig frem gjennem den prosaiske Kvæleluft. Det har
virket til at give deres Digtning noget af den Mandighed, den
Kampiver, den Trang og Evne til at være med i Arbeidet for
Livets praktiske Opgaver, som karakteriserer den og udgjør en
af dens store Sider. Deres Idealisme bliver saameget steilere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
