Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
Portrætter og Essays
— disse Linjer, der passer paa alle Mennesker, passede i en
særdeles Grad paa ham selv. Han var en umættelig Natur. «Min
hunger etter kunnskap er som haaen,» lader han Staale sige, og
tænker derved utvivlsomt paa sig selv. Dette
haifiskeagtig-graa-dige ved hans aandige Væsen prægede sig ogsaa paa en Maade
i hans ydre Personlighed: Øinene, der for urolig hid og did
som Rovfuglens, naar den speider efter Bytte, — den brede Mund,
som han pleiede at spærre helt op, naar han lo eller blev
forundret, overrasket ved noget under Samtalen, — et morsomt
Indfald eller et Udtryk, der slog an hos ham, — saa det saa ud,
som naar Fisken gaber over Agnet. —
Vinje var i sine Theorier fordetmeste en stor Optimist.
Verden er god, — Folket, Publikum er godt, om det synes noksaa
vrangt; Skam faa den, der klager; han viser bare, at der ikke er
det rette To i ham. Armodsdommen er «den beste skulemeistar»,
og særlig Poeten har bare godt af at leve paa Sultekur; han
bør være
«som feite furutræ,
som vex i aur og yri:
om kvist og bork verdt flengde ned,
so kjem i saaret tyri.»
Han viser, at han ikke ved, hvad der tjener ham bedst, naar
han kræver at være «Frifant». Det skjæmmer ham bare ud, at
han bliver Gjenstand for Dyrkelse; det er, som naar Abekatten
faar Sukker. Folket maa ikke forkjæle sine store Mænd, men
hellere bære sig ad med dem som Simlen, der velter «den
nyfødde reinskalven sin paa snjofonni for at vigja honom in til
sit harde reinsliv» o. s. v. — Vinje pleiede, naar han kom ind
paa Betragtninger over, hvor surt han havde slidt og hvor lidet
han havde naaet af det, hvori Menneskene pleier sætte Arbeidets
Løn, at trøste sig med, at hans aandige Udvikling derved var
blevet fremmet paa den bedste Maade. Og det kan være, at der
er nogen Sandhed deri. Det kan være, at dette, at han maatte
føie sig som en utlæg Mand, der stod paa stadig Krigsfod med
det Samfund, hvori han levede, har virket til at kvæsse hans
Kritik, til at udvikle hans «tvisyn», hans Evne til at ironisere
over sig selv, og til at holde ham fri for Affektation og Stilisteri.
Men Sagen har ganske vist ogsaa en anden Side. Jeg holder det
for utvivlsomt, at Vislie har Ret, naar han mener, at Vinje «kunde
have blevet noget mere, om Folket havde faret anderledes med
ham, end det gjorde», — at han «tog Skade af, at hans Arbeide
ikke blev fulgt med den nødvendige Sympathi», — at han paa
Grund deraf altformeget «blev sig selv, saa at sige, paa
Vrangsiden», idet han drev Gjøn med sine egne Følelser og ikke turde
komme med det, som boede inderst i hans Hug, fordi han stadig
maatte frygte for at blive til Latter. Enhver, som mindes Vinje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
