Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Portrætter og Essays
Karakterer, og endda gik han her, — en tilkommen Kar, — og
tjente ikke Saltet til Maden, baade frøs og sultede, saa han maatte
være glad, naar en Kakse eller Grosserer vilde slænge et Maaltid
Mad til ham eller huse ham for nogle Dage; han havde skrevet
Bøger, som han turde sige, det var adskillig godt i, og endda
gik han som et Skumpelskud, der blev haanet og hundset fra
alle Sider; han vidste, at han havde Evner til at udrette noget
stort; men han gik tilgrunde i dette Bikkjeliv; bare han kunde
komme fra det altsammen og fare til Amerika og begynde Livet
fra nyt af. Hans Ansigt var rødt og fortrukket, medens han
talte, Stemmen hæs, og tilsidst graad han. Vi to andre sad taus
og vidste ikke, hvad vi skulde sige. Det er noget af det
uhyggeligste, jeg har oplevet, og det prægede sig derfor ogsaa saa dybt
i min Erindring, at jeg husker det, som om det var foregaaet
igaar. Det gav mig et sterkt Indtryk af, at der maatte være
noget i høi Grad indskrumpet og fortørket ved vort saakaldte
Kultursamfund, og det virkede sit til at drive mig over i den
Opposition, som dengang holdt paa at danne sig (eller snarere
maaske: omdanne sig, saa at den, fra at være blot politisk, gik
over til at blive politisk-national-social-litterær). Jeg vil
naturligvis ikke paastaa, at jeg dengang skjønte, hvor stor og original
en Begavelse Vinje raadede over; men saameget skjønte jeg, at
han var et Talent, en Kraft, og at det Samfund, som stødte ham
fra sig, derved gav sig selv et daarligt Skudsmaal. Det var, som
bekjendt, ikke bare ham, det gik udover. Den
bureaukratiskdepartementale Klik, der kaldtes det «gode Selskab» i Kristiania,
og som havde Dagspressen til sin Raadighed, kunde overhovedet,
ligesom Fogden Woldemar paa Anholt og af de samme Grunde,
«ikke lide nye Propheter», men gjorde sit muligste for at kvæle
dem og holde alt virkeligt Aandsliv nede. Bjørnson og Ibsen tog
sin Tilflugt til Danmark og skaffede sig dernede saavidt Plads,
at de bergede Livet gjennem den værste Vaarknipe. Vinje
derimod, hvem denne Udvei var afskaaret, saa sig henvist til sine
Landsmænds Kjærlighed. Ham kunde man tro at have fuldt
Tag paa, og ligeoverfor ham viste da ogsaa Kristiania-Dannelsen
sig i sin fulde Glans. Jeg har mere end én Gang været Vidne
til, hvorledes der blev hujet til ham som til et Skadedyr, og
hvorledes han paa Gader eller offentlige Steder blev fornærmet
ved haanende Slængeord. At erkjende ham som Digter eller
som overhovedet hørende Litteraturen til, derom kunde der
ikke være Spørgsmaal inden det toneangivende gode Selskab.
Han blev omtalt som «Overretssagføreren» uden Sager, den
«afskedigede Ekstraskriver», der, i Mangel af noget bedre, drev
en Geschæft som Skandalskribent, en uhæderlig Geschæft, om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
