Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
325
maal om for Vinjes Vedkommende. Hans Forsøg i det
novellistiske og dramatiske Genre er faldt saa uheldig ud, at der ikke
kan være Tvivl om, at disse Omraader laa helt udenfor
Rækkevidden af hans Begavelse. Hvad han har skrevet i denne
Retning, er ikke hare ubehjælpeligt i Formen, — lige til det
paafaldende ubehjælpeligt, naar man betænker, hvor smidig og
mangslungen Kar han ellers viste sig at være og dertil vel
belæst, — men det er, hvad der er værre, fordetmeste uden Liv,
koldt og kjedeligt. Det er saalangt fra, at Omgivelsernes Ugunst
har Skylden for, at Vinjes Digterbegavelse ikke kom til at sætte
sig noget Mindesmerke af varigt Værd udenfor Lyrikens og
Romancens Omraader, at man vel hellere kunde have Grund til at
lade det gjælde som en Følge af denne Omgivelsernes Ugunst, at
han overhovedet forsøgte sig paa andre Omraader end disse og
spildte saa megen Tid og Kraft paa Opgaver, der laa saa helt
udenfor Grænserne af hans Begavelse. Publikum var saa lidet
litterært, saa lidet æthetisk fintsmagende, at lyriske Digte eller
Romancer, hvor gode de end var, ikke formaaede at tildrage sig
nogen videre Opmerksomhed eller skaffe sin Forfatter nogen
videre Anseelse, fordi de i en rent ydre Forstand var Smaating.
Man pleiede i al Troskyldighed at gjøre en grov
Kvantitets-Maalestok gjældende ved Bestemmelsen af den poetiske Rang
A. Munch blev t. Eks. meget almindelig stillet over Welhaven,
fordi han havde skrevet mere, — «større Ting», — hele Tragedier
og historiske Romaner, medens Welhaven bare havde skrevet
«Smaadigte». Der laa kanske heri en Fristelse, som Vinje ikke
havde Selvkritik og Selvfølelse nok til at staa imod.
Alle indrømmer vel nu, at Vinje paa de Felter, hvor hans
poetiske Natur hørte hjemme, har frembragt Verker, der hører
til det bedste, vor Litteratur eier. «Ved Rondarne», «Drivdalen»,
«Vaaren», «Gamle Mor», «De tri Systerne», «Guten», «Hjonlaus»,
det meste af «Storegut» o. s. v., er Digte, saa stemningsfulde eller
saa eiendommelige, af et saa egte og oprindeligt Præg, at man
maa føie sig tryg paa, at de vil sikre hans Navn mod Glemsel
og bevare sin Friskhed gjennem Tiderne. Men ogsaa paa disse
Felter har han gjort sig skyldig i rent utrolige Feilgreb baade
med Hensyn paa Valg og Behandling af Emnerne og er sunket
ned under det middelmaadige; vi møder ved Siden af Digte af
den ypperste Rang meget, som er værre end mislykket: — de
platteste prosaiske Rimerier, den trivielleste, bredeste
Hverdags-snak sat ud paa Vers, — Ting, der synes skrevne af en Mand,
som ikke har havt mindste Begreb om, hvad Poesi er for noget.
Man maa finde det paafaldende, at den samme Forfatter, der har
skrevet «Storegut», har kunnet rime Side op og Side ned slig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
