Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et og andet om Aasmund Vinje (II.) (1893—94)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
Portrætter og Essays
endaa det kann tidt vera det eine rette at gjera det so tidt. Eg
hever tidt gjort løgi med Ueland og hans folk for den stødleiken,
som dei samt og samt tala um. Eg hever tidt sagt: dersom eg
var so lykkeleg at vera likso uvitande og blind for grunnar som
de (I), so skulde eg ogso vera stød som eit berg; men ulykka er
den, at eg granskar og leitar etter sanning og opnar mi aand for
alle tankar, eg kan finna, liksom blomen opnar kalken sin for
himilens regn og sol, og derfor vexer eg og er ustød. Ja, vi som
læra og stræva frametter, vi ero ikki altid litande paa, for vi
vraka tidt i morgon det, som vi finna er det beste i dag.» Denne
Afvisning af Klagerne over hans Vendekaaberi og
Selvmodsigelser er i visse Maader fuldkommen rigtig og fyldestgjørende.
Kravene paa Støhed, Konsekvens, urokkelig Overbevisning etc. kan
virkelig, saadan som de ofte bliver formulerede og praktiserede,
særlig hos os og i vor Politik, siges at være omtrent jævngode med
en Fordring om, at man maa forsyne sig med forsvarlige
Skyklapper, være borneret og ufri, stænge sig af for alsidig Diskussion
og Udvikling o. s. v. Og Vinje havde Ret, naar han mente, at
hans «Løshed», som han fik høre saå ilde for, for en stor Del
kom derfra, at han, fremfor saamange «støe» Politikere og
Avisskrivere, var en søgende, stadig arbeidende Aand, og at den
forsaavidt var et Fortrin. Men den var nu ikke bare det heller.
Enhver maa, ved at gjennemgaa Vinjes journalistiske,
politiskfilosofiske Forfatterskab, faa et Indtryk af, at der var noget af
«Fanten» eller «Omstreiferen» ved hans aandige Væsen. Han giver
sig ikast med alle mulige Emner, men fordyber sig ikke i noget.
Naar han viste sig som en rimelig Mand, i Hensyn paa den Ting
at forandre Standpunkt og erkjende, at han havde faret vild, ser
det ud til, at det ikke bare kom deraf, at han havde en vaagen
Aand med «sans for nye grunnar» (som han selv siger), men
ogsaa deraf, at det ikke kostede stort paa ham at flytte fra det
ene Standpunkt til det andet, fordi han ikke indrettede sig
hjemligt nogetsteds. Han tilegnede sig ikke sine Standpunkter og
Meninger paa en saadan Maade, at det kunde blive nogen
synderlig smertefuld Operation for ham at opgive dem eller skille sig
ved dem. Han hyklede ikke, drev ikke ligefrem Løier, men det
blev dog paa den anden Side heller ikke nogen rigtig Alvorssag
for ham, et virkelig personligt Anliggende i Ordets dybere
moralske Forstand. Han tog det mest som et Slags Sport, en
Styrkeprøve, et Eksperiment eller et Eventyr, — noget, som
Omstændighederne og Hændelserne bragte ham op i, og som en fik klare
saa godt som muligt, eller som det kunde være interessant at faa
gjennemgaaet. Jeg sætter dette i Forbindelse med, hvad jeg vil
kalde det samfundsløse ved ham, d. v. s. den Ting, at han alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
