Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bidrag til en Karakteristik af A. O. Vinje (III.) (1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje
353
ikke Poesi, men bare Vers eller «rader», som det heder paa svensk,
formaaede sig ikke til at sige mere end dette: «Ja, Deres
kongelige Høihed! — Formen er god.» Det viste sig imidlertid
heldigvis at være tilstrækkeligt, for Prinsen svarede hurtig: — «Ja,
dermed er jeg vel fornøiet, for hvad Indholdet angaar, saa ved
jeg, at det er godt.» —
Jeg har hørt Vinje selv fortælle Historien saaledes og tvivler
ikke paa, at den er aldele§ korrekt; for det hørte ikke til hans
Feil at skryde, og Skryderi vilde det jo have været, om han
havde lagt sig selv i Munden en saapas modig Ytring ligeoverfor
en saa høi Herre, mod hvad der virkelig havde fundet Sted.
Iøvrigt var det, som kjendt, en af de første og af Samtiden
hyppigst nævnte Poster paa Vinjes Synderegister, at han var
uefterrettelig i Gjengivelsen af Fakta eller rent ud usandfærdig. Hans
Ven og Velynder, Botten-Hansen, sagde om ham, at han var en
Mand med «ikke fuldt udviklet Sans for det faktiske». Og det
er rigtigt, ikke bare i den Forstand, at hans livlige Fantasi ofte
løb af med ham, saa han blev, uden at vide det, unøiagtig,
upaa-lidelig, i hvad han fortalte om sig selv eller andre, men ogsaa
saa, at han ofte, naar han kom i Knibe, tog sin Tilflugt til Kneb
og Kunster, til Forvrængninger eller Fornegtelser af Sandheden
— rigtignok fordetmeste paa en saa yderst ubehændig Maade, at
det snarere maatte gjøre et løierligt end et forargeligt Indtryk.
Jeg husker mangt og meget i den Retning; men saa vil jeg ogsaa
paa den anden Side hævde, at han i én, og det i en meget
væsentlig Henseende, var sanddru som faa — et af de sanddrueste
Mennesker, jeg nogensinde har stødt paa i mit Liv: han var i en
sjelden Grad fri for det, Engelskmændene kalder «eant», i sit
Væsen som i sin Stil, fri for al Slags Affektation og Tilgjorthed.
Han vedstod altid sine Skrøbeligheder, ofte med en til Kynisme
grænsende Aabenhed, som om han ikke havde nogen rigtig Følelse
af, at det var Skrøbeligheder, men ofte saa, at han fuldt ud
erkjendte dem som saadanne og alligevel vedstod dem uden Afslag
eller Prutning. Det var rent mod hans Natur at bære Maske
og forstille sig, at paatage sig nogen høitidelig Mine eller hykle
nogen Følelse, som han ikke virkelig følte. Han viste sit aandige
Fysiognomi saadan, som Naturen havde dannet det — uden Slør
eller Sminke: skakt og uskjønt i mange Maader, som hans
legemlige Fysiognomi, men livfuldt, spillende interessant som dette —
vildmandsmæssigt troløst, raat, frastødende til den ene Side og
til den anden: elskværdigt, godmodigt, lunefuldt, fint og varmt.
Man læste altid i ham som i en aaben Rog og vidste forsaavidt
altid og i enhver Henseende, hvor man havde ham. Vi, som
hørte til «Døleringen» eller Kredsen af yngre Omgangsvenner,
23 — Sars: Samlede Verker. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
