Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
Portrætter og Essays
vet en Række kritiske og biografiske Afhandlinger over nyere
tyske Forfattere (Goethe, Schiller, Tieck, Jean Paul o. fl.); hans
omfangsrigeste historiske Verk er viet Preussens Fredrik den Store.
Samtidig med at han fyldte sit ottiende Aar, udga\ han den Bog,
som vi her nærmest skal omtale, og som efter al
Sandsynlighed vil blive hans sidste, — «The early kings of Norway»
(1875).
Det har maaske vakt Forundring herhjemme hos mange, at
den gamle engelske Humorist og Historiker valgte at afslutte sin
Bane med Behandlingen af et saadant Emne. Man kunde paa
Forhaand mene, at dette Emne maatte ligge fjernt for Schillers,
Cromwells og Fredrik den Stores Biograf og Skildreren af den
franske Revolution. Ved at gaa noget nærmere ind paa hans
historiske og filosofiske Livsanskuelse, hans aandige
Forudsætninger og Udviklingsgang, vil man imidlertid snart indse, at dette
ikke er Tilfælde, — at det ikke er nogen blot Kaprice eller
Hændelsen, der har bragt ham til at sysselsætte sig saa sterkt med
Snorres Heimskringla og de gamle norske Heltekonger.
Carlyle hører til, hvad man pleier at kalde den romantiske
Skole. Hans Ungdomstid faldt sammen med den store Reaktion
mod det attende Aarhundredes «Oplysning», der satte ind efter
Revolutionen i alle Europas store Kulturlande og gjennem lange
Tider beherskede Aandslivet. Hans eiendommelige Stil og Smag,
hans Filosofi, hans Opfatning af Historie og Politik er blevet til
under Indflydelse af denne Bevægelse, der har grebet ham paa
det sterkeste, fordi den i ham fandt en beslegtet Aand. Det
attende Aarhundredes raadende Smag var fransk og romansk.
Hvad denne Smag først og fremst krævede af en Forfatter, var
Klarhed og Korrekthed, stilistisk Elegans og Bienséance, klassisk
afrundede Perioder. Oplysningstiden var helt optaget af Idéen
om den fremadskridende Civilisation; den saa frem og ikke
tilbage, eller, naar den saa tilbage, var det kun for at fylde sig med
Afsky for det middelalderske Barbaris Ulykke og Nedværdigelse
og derigjennem at paaskjmde Farten fremover. De
Ensidigheder,-som denne Smags- og Aandsretning førte med sig: — Stylisteriet
og Overfladiskheden, den overdrevne Respekt for de engang
vedtagne almindelige Smagsregler, Undertrykkelsen af de individuelle
eller nationale Særegenheder, Forgabelsen i Civilisationens blot
ydre og tilfældige Former, Forglemmelsen af, at Fremgang paa
visse Felter oftest i Historien har været ledsaget af Tilbagegang
paa andre, — fremkaldte igjen i Reaktionens Periode modsatte
Ensidigheder, og disse sidste kjender vi igjen i en meget
udpræget Skikkelse hos Carlyle.
Vi har omtalt, at hans Stil savner Korrekthed og Elegans;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
