Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
Portrætter og Essays
without words, — how noble is it in comparison to the adroitest
flow of words without heroic insight!» 1
Carlyle er Germaner med Liv og Sjæl. Han kalder sig selv
en «Urokse fra de germanske Skogmarker» og synes at føie sig
mere som tilhørende Racen end Fædrelandet. Hans Sympathier
og Antipathier er bestemte af denne sterke Racefølelse. Den
moderne Civilisation er ham for romansk. Den synes at gjøre et
lignende Indtryk paa ham som Ryen med sin Trængsel og ufriske
Luft paa et Menneske, der har levet sit Liv i landlig Ensomhed.
Han har et saa skarpt Øie for dens Skyggesider, at han synes
nærved at miskjende Lyssiderne. Det konventionelt indsnævrende
ved Kulturlivet, de mange afsjælede Former, som Civilisationen
slæber med sig, det meget usande eller halvsande, der faar
Indpas ved Modevæsenet og de sociale Raffinements o. s. v., er stadig
Gjenstand for hans Udfald. Han stiller op Kravet paa
Naturlighed og Ærlighed som det ypperste og synes at mene, at dette
Krav er bleven opfyldt sjeldnere og mindre fuldkomment, jo videre
man er kommet i Udviklingen af alle de moderne Herligheder.
«Son of Nature» er en af de Hæderstitler, han hyppigst tildeler
sine Helte, eller superlativisk, naar han rigtig varmt skal udtrykke
sin Sympathi og Reundring: «rugged Son of Nature». Hans
Aversion mod alskens Dilettantisme og artificielt Væsen er saa stor,
at han er nærved at betragte selve Uslebenheden som et Fortrin
og at lade Skallets Ruhed gjælde som Vidnesbyrd om, at der er
Kjerne indenfor. Han har en saa ensidig Forkjærlighed for den
frit og sterkt sig udfoldende Individualitet, at han jævnlig tager
den blotte Hens\rnsløshed i Forsvar og synes at forveksle
Brutalitet med Kraft.
Det attende Aarhundredes Filosofer og Historikere forgudede
sin egen Tid og saa med den dybeste Ringeagt ned paa
Middelalderen. Fra det Standpunkt, Carlyle indtager, falder Dommen
over de to Tidsaldere helt modsat ud. Han udtaler i
Indledningen til sit Verk over Fredrik den Store, at det attende
Aarhundrede efter hans Mening ikke har andet stort at opvise end det
store almindelige Selvmord, som man har kaldt den franske
Revolution, hvori Tidsaanden gik tilgrunde som en Ødeland eller
Svindler, der tilsidst skyder sig en Kugle for Panden og saaledes
ender en foragtelig Tilværelse med idetmindste en agtværdig eller
modig Handling; han erklærer, at han derfor i sin Skildring af
Fredrik kun vil medtage saameget af Aarhundredet, som er
absolut nødvendigt, og ikke mere — so much of is as by nature
1 Cromwell, Billedet paa de umælende Englændere, interesserer mig netop
ved sin Tales Utilstrækkelighed. Heroisk Indsigt, Kraft og Tro, uden Ord — hvor
ædelt er ikke det i Sammenligning med den behændigste Ordflom uden heroisk
Indsigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
