Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
387
er noget, der, efter hvad han selv tilstaar, i Regelen har
overskredet hans Taalmodighed. Til Bogen om de norske Konger synes
han ikke at have benyttet andre Kilder end Snorres Heimskringla
i Laings engelske Oversættelse, og af moderne Bearbeidelser
nævner han selv i Indledningen kun «den nøiagtige, lærde og
utrættelige Dahlmann» (hvis «Geschichte von Dannemark», 2det Bind,
er en kortfattet, men for sin Tid meget fortjenstfuld og
velskre-ven Oversigt over Norges og Islands Historie indtil
Kalmarunionen). Munch citeres et Par Steder i Hensyn paa kronologiske
Spørgsmaal, men vistnok paa anden Haand. «Det norske Folks
Historie» vilde vel, om den nogensinde skulde være kommet
Car-hTle for Øie, alene ved sit Omfang havde skræmmet ham og paa
Forhaand £være bleven dømt som et Verk af en norsk
«Dryas-dust», hvormed det ikke er raadeligt at indlade sig nærmere.
Selv det Par Bøger, hvorfra han har hentet Stoffet til, hvad han
kalder sine «rough notes of the early Norway kings», lader det
til, at han ikke har overkommet at læse nøiagtig eller at benytte
paa nogen ordentlig Maade. Han udtrykker sig paa flere Steder,
som om han har nedskrevet sine «Noter», uden engang at have
havt Snorre ved Haanden, idet han alene har gjort Brug af hvad
hans Hukommelse havde bevaret fra tidligere Læsninger af denne,
og, efter de mange Feiltagelser, hvori han gjør sig skyldig, og som
han med største Lethed havde kunnet undgaa, om han havde
slaaet efter i de af ham citerede Bøger, skulde man næsten tro,
at hans Fremgangsmaade virkelig har været en saadan. Han
taler om Harald Herdebred [= Haakon Herdebred] og om Harald
Wry-Mouth [= Sigurd Mund], som, saavidt han «husker», var den
sidste af «Gylle-Kongerne» [d. e. Harald Gilles Efterkommere].
Han fortæller, at Olaf den Helliges Hirdmand Kolbein, der slog
Thorsbilledet overende paa Thinget i Gudbrandsdalen, var den
samme «immense fellow», der fegtede ved Haakon den Godes
Side i Slaget paa Stord og fældte Gunhild Kongsmoders to Brødre,
— at Ladejarlen Eirik Haakonssøn efterlod blandt flere Sønner
en, der ogsaa hed «Erie», og som blev en «continual stone of
stumbling» for en ny Generation af Haarfagre-Konger o. s. v.
Han klager etsteds over, at han ikke har været saa heldig at
overkomme noget «decipherable» Kart over Norge, hvoraf Følgen
har været, at Historiens Vei i disse vilde Regioner er bleven for
ham «an extremely dim and chaotic one». Paa et andet Sted,
hvor han omtaler Slaget ved Helgeaaen i 1027, klager han over,
at han ikke har kunnet finde denne paa «sit elendige Kart»,
hvilket maaske ikke er Kartets Skyld, da man ser, at han ikke
har læst Snorre bedre, end at han kan forestille sig, at Helgeaaen
render ud i Limfjorden m. v. Man vil imidlertid ikke undres
saameget over disse Bommerter i skandinavisk Historie og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
