Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carlyle 0111 de gamle norske Konger
389
soul» o. s. v.; man faar et Indtryk af, at han sætter næsten
ligesaa megen Pris paa Vildheden som paa Storheden. Det er, ved
Siden af den store Overensstemmelse, tillige en iøjnefaldende
Modsætning mellem de to Olaf’er i Hensyn paa Karakter og Skjæbne;
Olaf Tryggvessøn gjør Indtryk af at have været en langt noblere
og mere høitreist Helteskikkelse end Olaf den Hellige; den sidste
eggede Modstanden op til det mest brændende Had, medens den
første rev uimodstaaeligt med sig og samlede Folket i en
Beundring, for hvilken enhver fiendtlig Følelse eller Interesse synes
at have maattet forstumme. Carlyle udtrykker denne Modsætning
paa sin Vis, idet han siger, at Olaf den Helliges «laugh was not
so loud as Tryggvesons», om hvilken sidste det heder, at han
havde «a fine ringing laugh in him», «a jovial burst of laughter».1
Men, skjønt mindre lysende end Olaf Tryggvessøns, er dog ogsaa
Olaf den Helliges Billede, saadan som det fremstilles af Carlyle,
uden Skygger. Man faar intet høre om de Træk af rent
personlig Herskesj’ge, af fanatisk Haardhed og en næsten smaalig
Forfølgelsesaand, der skimtes gjennem Sagaskrivernes Beretninger,
saameget end disse lægger an paa at stille den nationale Helgens
Karakter i et opbyggeligt Lys. Der er ikke Spor til Erkjendelse
af, at der ogsaa paa den anden Side kunde være nogen Bet, noget
af en historisk Tanke eller Sammenhæng; Modsætningen mellem
Olaf og de forenede Bondehøvdinger opfattes helt og holdent og
udelukkende som en Modsætning mellem Kosmos og Kaos;
Bondehøvdingerne kaldes slethen Anarkister, og om Olaf heder det
tilsidst, at han var for god for «dette Hundehul af en Verden»
[this doghole of a world].
Carlyle’s Skildring er altsaa ikke blot unøiagtig i Hensyn paa
de ydre historiske Detaljer: den lider af en iøjnefaldende
Skjæv-hed i selve Grundsynet. Hans Heroworshipping-Theori er her,
som i hans øvrige Skrifter, skruet op til en ligefrem
karikatur-mæssig Ensidighed. Han stiller sig paa et Standpunkt, hvorfra
en Bække af de betydningsfuldeste historiske Kjendsgjerninger
er fuldkommen usynlige, og Besten kan da heller ikke fremstille
sig for ham i deres sande Forhold; han løfter sine Helte saa
høit, at de taber ethvert Fodfæste og gaar over til blotte Luftsyn ;
man faar saa idelig høre om deres Lyssider og ser saalidet til
deres menneskelige Skrøbeligheder, at de næsten holder paa at
blive kjedsommelige. Men ved Betragtningen af denne Ensidighed
maa man ikke glemme, at den staar ligeoverfor en anden
Ensidighed, der har gjort sig gjældende i den moderne
Historieskrivning, og som den tjener til at opveie.
1 Latter var ikke saa høi som Tryggvesons. —
— Et muntert Udbrud af Latter.
En fin klingende Latter i sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
