Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Carlyle, Om de gamle norske Konger (1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
Portrætter og Essays
sentent qu’ils seront jugés sur des principes que ne sauraient
comprendre les åmes vulgaires.» 1 I de sidste Udgaver af Verket
er dette Sted strøget; det havde vakt Forargelse, fordi man deri
saa et Udtryk for den berygtede Lære, til hvilken bl. a.
Sainte-Beuves Navn er knyttet, om «de to Moraler», hvoraf den ene
skulde være for store Mænd, den anden for SmaafollÉ. Denne
Forargelse er ikke til at undres paa. En Frifantlære som den om
de to Moraler er visselig, naar den fremsættes i en saa kynisk
Form, som t. Eks. enkelte af Napoleonskultus’ens Repræsentanter
har gjort, forargelig og skikket til at undergrave al Moral; men
det gjælder paa den anden Side ikke at opfatte Moralen altfor
forskriftmæssig snævert. — Det, vi kalder vor Viljes Frihed, føler vi
egentlig kun da fuldkomment, naar det gjælder at fatte Beslutning
i dagligdagse Smaaspørgsmaal. Jo mere betydningsfuldt det Valg
er, som vi skal gjøre, jo mere føler vi os bundne til at vælge
saa og ikke anderledes. For den, der handler paa et helt Folks
Vegne, der skal kaste det afgjørende Lod i en stor Parti- eller
Principstrid, vil som oftest Motiverne til at vælge saaledes og
ikke anderledes være saa overvældende sterke, idet de hænger
sammen med alt, hvad han har læst og tænkt og følt, med hans
Opdragelse og Omgivelser og derigjennem med hans Folks hele
forudgaaende Historie, at han føler sig som ledet af en høiere
Haand og siger som Luther: Her staar jeg, jeg kan ikke andet.
Deraf kommer det ogsaa, at saamange store Mænd har været
Fatalister, medens det gjerne er Smaafolk, hvem Livet aldrig har
stillet ligeoverfor skjæbnesvangre Afgjørelser, der paastaar Viljens
ubetingede Autonomi. De har været Fatalister, det vil sige: de
har havt en Følelse af, at det, som bestemte deres Optræden, var,
ikke slige smaa personlige Hensyn, der pleier at være de
raadende i dagligdagse Forhold, som vi saa let kan overskue, og som
vi derfor ogsaa saa let kan sætte os udover, naar vi ønsker at
godtgjøre for os selv eller andre vor Viljes Uafhængighed, men
noget uendeligt større og mægtigere, der ikke paa samme Maade
lod sig overskue eller analysere, fordi det vel virkede gjennem
deres Natur som et personligt Motiv, men dog synes at have sin
Urgrund udenfor dem og at pege mod Formaal, der laa altfor
fjernt til at kunne gjælde for personlige, og saaledes fremstillede
sig for dem som et Kald, hvilket det ikke var dem tilladt at vise
fra sig. Og, idet den videnskabelige Granskning forklarer denne
Følelse ved at paavise den store Sammenhæng, af hvilken deres
historiske Bedrift er et enkelt Led, — ved at paavise, hvorledes
der af visse Forudsætninger med Nødvendighed udvikler sig visse
1 Disse Forsynets store udsendte føler rimeligvis, at de vil blive dømt efter
Principer som ringere Aander ikke kan forstaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
