Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Vagabondliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
blandt hvilke han befandt sig meget vei, hvis det ikke
hadde været for en frøken Giraud, en allerede noget
ældre dame, som blev kisteforlibt i ham, men hvis av*
skrækkende vdre gjorde hendes tilnærmelser yderst plag*
somme.
Men selv om Rousseau foreløbig kunde la sig nøie
med disse mere folkelige veninder, saa bevæget han sig
dog i sine drømme stadig i ganske andre sociale sfærer.
En dag skulde han ogsaa opleve en kortvarig opfyldelse
av en slik drøm, og det har git stof til nogen av de
vakreste sider i alle Confessions’ samlede bøker. Alle
som har læst denne bok vil mindes den sommermorgen
i 1730, da Rousseau vandret ut for at se solen staa op
og lytte til alle naturens lyd og paa sin vandring blev
overrasket av latter fra to unge piker som kom ridende
bak ham. Han hjalp dem over elven og dermed var
bekjendtskapet indledet: frøken Gallev og frøken Graflen*
ried. Han tok efter opfordring plads bak paa frøken
Graffenrieds hest, og slik galoperte tre unge, lystige sorg*
løse menneskebørn avsted gjennem nogen av verdens
skjønneste landskaper, som forresten Rousseau dennegang
merkelig nok næsten ikke har et ord at si om; han
var vei for optat av pikebornene. De kom frem til
Thones, en gaard som tilhørte familien Gallev; de hadde
huset for sig selv, og de stelte mat og pludret og lo, og
de vandret om i haven, hvor Jean Jacques klatret op i
kirsebærtræet og kastet bær ned til damerne, som gav
ham stenene igjen — under latter og skøi. Der var ikke
en pause, ikke et øiebliks tomhet; timerne løp, og før de
visste ordet av det, var kvelden faldt paa; atter satte den
lille kavalkade avsted, og snart var de i byen, og den
deilige dag tilende. For Rousseau blev den et ufor«
glemmelig minde, som han ofte tok frem, og han har
ogsaa forstaat at gjøre den uforglemmelig for sine læsere:
et billede av sommer og ungdom og betagende uskyldig
fraicheur.
Da Rousseau den aften gik tilsengs, brændte der to
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
