Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 24. Mors andet egteskab - 25. Mors død og begravelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
efter trefoldiglied, den eneste gang jeg liar været paa prækestol, og det
var vistnok nærmest tanken paa mor, som gav mig lyst dertil. Da vi tre
brø.lre igjen skalde reise, bad vi lor sidste gang farvel med mor. Jeg
antager, vi alle mindes den sidste bevægede afsked i nystuen, da vi skulde
reise, og Bergs vei n og Martinus takkede hende for, hvad hun havde
været for os. Vi maatte jo sige os selv, at dot, formentlig var sidste
gang, vi saa Ilende, ialfald sammen, og det blev da ogsaa sidste gang for
alle os tre, som skulde reise. Men i skilsmissens saare stemning havde
vi den trøst og glæde at kunne sige os og hende, at vi havde havt en
sjelden god mor med saamange ypperlige egenskaber, og som den
skjønneste arv, hun har efterladt os, folte vi hendes varme hjerte. Lykkelig
er den, der som jeg altid har kunnet føie Vinjes ord so n skrevi e for
mig:
„Og gamle du, du gav til meg
mi injuke hjarterot,
og ti erfor maa eg elska deg,
hvarhelst eg vankar paa min veg".
25. Mors (lod os begravelse.
Udover vaaren 1881 faldt mor meget af og blev liggende tilsengs
i august maaned. Hun døde om morgenen den 5te september. Jeg tror
neppe, det kan siges at være nogen bestemt sygdom, hun døde af.
Ilendes helbred var nedbrudt efter den alvorlige sygdom i 18(51 (side 9(J) og
navnlig efter slagänfaldet 1875, og i den sidste tid plagedes hun af feber
o.<„’ fordøielsesuregelmæssighcder, spiste lidet og kan i en vis foistand
siges at være død af aldcrdomssvaghed, skjønt hun ikke var fuldt 72
aar.
Fra hendes sotteseng har jeg lidet at fortælle, da jeg ikke var
hjemme. Hun talte om sine børn og var fornøiet med, at det var gaaet
dem bia, syntes dog, Martinus ikke endnu var kommen i en saa
selvstændig stilling, hun gjerne havde ønsket. Kort for sin dnd læste hun
eller fik formentlig læst for sig — no. 211 i Landstads sulmebog,
„Taalmodighed behøves". Et af hendes sidste ord var „Jeg vil gaa til
Jo og lille Peder".
Det traf saa lykkeligt, at vi alle kunde møde i mors begravelse
den 14de september 1881. Jeg Uk telegrammet om hendes dod, netop
som jeg kom tilbage til landet med kadetskibet „Nornen", og reiste straks
hjem og traf i Trondhjem simmen med Martinus.
Det var min hensigt en tid efter begravelsen at lade trykke i et
lidet hefte de taler, Martinus og jeg holdt i sørgehuset, og jeg vilde
da ogsaa faget med de salmer, som blev sungne. Men aarene gik, uden
at det blev til noget, og jeg bar nu glemt de forskjellige salmevers, vi
sang. Naar jeg tidligeie gjorde en reise, pleiede jeg somoftest kortere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
