Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Vi søskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
l’orne. Mon det kunde ofte være svært koldt. Og saa krøb jeg og
hunden, saa tæt sammen vi kunde.
Vore hunde ja. Burmand kan jog næsten ikke huske, men lians
navn j aa madkoppen ser jeg saa tydelig. Lille Barbus døde i sin
ungdoms vaar, og hans grav paa torvmyren saa vi merke efter i mange aar.
Saa var det Barfod, som blev gammel og mæt af dage og gik stille og
ubemerket bon, saavidt jeg mindes, og tilslut Pasop, ja han var vor sorg
og maatte ofte trækkes i baand og lænker til sin daglige gjerning.
Jeg har i_runden saamange hyggelige minder fra gjætingen Paa
sætere n især var min fantasi i bevægelse, udmalte mig, hvorledes det
havde været, den tid de laa paa sæteren. Det var forbi før vor tid,
forment,ig omkring 1840. Sæteren var eders af meget gammel dato (side
33), hvad ogsaa græsvolden viste. Den laa imidleriid forladt i
aarhundredets begyndelse, og det var vist Tron Grendal, som byggede huse
der igjen.
Paa Tverberget, men især paa Hestdalsberget indgrov vi
vore navne, jeg gjorde det flere gange, mest udførligt 30. juli 1862, som
jeg for nogle aar siden fandt igjen.
Til mine tidligste erindringer hører, at da Ingeborg og Peder
en aften kom hjem fra gjætingen, havde de meel sig hver sin ørneunge,
som Ingeborg havde taget ud af ørneredet oppe i en vanskelig
tilgjæn-gelig fjeldkløft i „Steindala" og kastet udover. Denne vovelige bedrift,
som Ingeborg var mester for, kom hun heldig fra, og de fik slaaet
ungerne ihjel og slåp derfra, for ørnemoder kom over dem. Ungerne blev
spigrede paa stabursvæggeo, paa østsiden.
Senere engang kom Peder meget syg hjem fra gjætingen. Han
havde drukket af en myrhule og havde med engang faaet svært vondt,
var formentlig blevet stukket af et giftkryb. Det hovnede op og blev en
ondartet! halsl-yld, saa det gjalelt livet; han kunde i c. 8 dage ikke smage
mad.
Vinteren 1852—53 var der paa Utheim en langvarig og voldsom
nervefeber, der varede fra høsten til ud paa vaaren. Den, som først
blev syg, var Anne, og den sidste Ane Hjertvik. Der laa i lillestuen
tildels 4 a 5 paa engang, og fiere var i nogen tid uden sans og samling.
Baade Ingeborg og Peder var syge, og Ingeborg var døden meget
nær. Hun fik en voldsom næseblødning, saa hun randt tør, og alle
hjemme troede, hun var dod. Marit Tøndevold, som budsendtes for
om muligt at stanse blødningen, var borte, men kom noget senere. Mor
sagde da: „Nu kommer (lu forsent, Marit". Efter nogen tid sagde
Marit: „Hun er ikke dod alligevel". Ingeborg mistede aldeles haaret i
denne sygdom. En enke, som tjente hjemme, Fron-Kari, døde i januar,
og jeg ser saa tydelig for mig, hvorledes Ingeborg og Peder, som
netop da var komne o,), sad ved ovnen saa elendige, tynde og stille, da
de bar den døde ud af huset.
Høsten 1853 blfv Ingeborg konfirmeret og stod som alle vi
søskende øverst paa kirkegulvet. Jeg kan saa godt erindre, at jeg
umiddelbart lør gudstjenestens begyndelse gik opover kirkegulvet og leverede
hende en toskilling til at lægge i fattigbøssen.
Samtidig med Ingeborgs konfirmation tjente Beret Laavø paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
