Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke var Kaos, som seirede dengang. Han, som jo
altid havde havt Øie for det, der var berettiget i
Tysklands Krav, anerkjender i 1866 udtrykkelig
Preussen som Nationalitetsprincipets Repræsentant —
«om det end maaske som en Schakerjøde tillige
tænker at gjøre Affærer deri for egen Regning» —,
trods al Uvilje mod Bismarck. Og han vover atter
at fremholde sin Pangermanisme, dog kun under
Forudsætning af, at Junkerne vil vise sig som
«Sværdriddernes Efterkommere i Aand og Sandhed», idet
de slutter sig til den «tyske Friheds- og Folkesag».
Hans Frankrig-Begeistring er stærkt afkjølet.
Han vil have Tyskland opretholdt, ikke blot mod det
antinationalistiske Østerrige, men ogsaa mod Frankrig,
og han fremholder, at naar dette modsætter sig
Tysklands Enhed, er det ikke længer i Overensstemmelse
med sin gamle ideale Politik. Men Napoleon kan
han ikke opgive. I Valget mellem at anse ham for
en stor Statsmand eller en Politiker af «meget lav
Rang» foretrækker han det første og ser med Jubel
denne sin Dom bestyrket og retfærdiggjort ved
Lavalettes Cirkulære.
Her, siger han, «opruller Napoleon i et storartet
Vue Programmet for en national Udenrigspolitik, saa
principielt ophøiet, men paa samme Tid saa
selvindlysende klart for enhver politisk
Selvopholdelsesinteresse, at Reaktionen forgjæves anstrenger sig
imod det.» Selv Times taler respektfuldt derom og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
