Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
»Det er netop for at vænne os af med denne
Svimmel, at vi ville derop.«
»Men ——— —«
»S·kynd Dig bare, lad os ikke kaste Tiden bort.«
Jeg maatte adlyde. Vi fikNoglen til Døren af en
Kirketjener, som boede strax i Nærheden, og vor Him-
melsart begyndte. Onkel gik foran med raske Skridt,
og jeg fulgte ham med bankende Hjerte, thi jeg besad
-desværre hverken Ørnens Sikkerhed eller Nervestyrke og
blev meget let svimmel Alt gik godt og vel saalænge
vi holdt os til Trappen inde i Kirken, men efterat
have steget 150 Trin tilveirs kom vi ud paa det flade
Tag, hvor den udvendige med et skrøbeligt Rækværk
forsynede Trappe begyndte og syntes aldrig at ende.
»Jeg kan ikke!« raabte jeg.
»Er Du feig? Folg efter!«
Der var intet andet for end at lystre, og jeg sneg
mig opad, idet jeg krampagtigt klamrede mig fast. Den
friske Luft virkede bedovende paa mig, det forekom mig,
at Taarnet svaiede frem og tilbage paa Grund af
Vindstpdene, mine Ben svigtede under mig, jeg krøb
først paa Knæerne siden paa Maven, lukkede Øinene
og var nær ved at besvime. Ved at Onkel trak mig
i Kraven, naaede jeg tilsidst op til Toppen.
»Lnk nu Øinene op,« sagde han, »Du maa vænne
Dig til at kunne se ned i Afgrunde.«
Jeg aabnede Øinene, Husene nedenunder forekom
mig aldeles fladtrykte midt i en Taage af Rug, og
ovenover mit Hoved gled hvide sonderrevne Skyer, som
ved et optiskSandsebedrag syntes at staa stille, medens
Taarnet, Onkel og jeg for afsted med fabelagtig Hur-
48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
