Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var det, naar gult belyste Aftentaager skjulte
de fjerne Jurabjærge, og Søen, rød som et
Kobberspejl, med gyldne Flammer tunget ind i
Solrødtsgløden, syntes gaa sammen med Him-
melskæret til ét stort, lysende Uendeligheds-
hav, da var det en enkelt Gang imellem som
om Længslen forstummed og Sjælen havde fun-
det Landet, som den søgte.
Jo mere Foraaret skred frem, desto svagere
blev hun, og snart forlod hun ikke Sengen
mere; men hun var ikke bange for Døden nu,
hun længtes efter den, thi hun havde det Haab,
hinsides Graven at finde sig Ansigt til Ansigt
med den Herlighed, Sjæl i Sjæl med den Skøn-
hedsfylde, som her paa Jorden havde opfyldt
hende med anelsesfulde Længsler, der nu var
lutrede og forklarede gennem lange Livsaars
stigende Savn og nu derfor ogsaa endelig vilde
favne deres Maal; og hun drømte mangen en
blid, vemodig Drøm om, hvordan hun i Mindet
vilde vende tilbage til, hvad Jorden havde givet
hende, vilde vende tilbage til det hisset i Udøde-
lighedslandet, hvor jo al Jorderigs Skønhed
altsammen, al Tid vilde være paa den anden
Side Søen.
Saaledes døde hun, og Niels begrov hende
paa Clarens’ venlige Kirkegaard, hvor den brune
Vinbjærgsmuld gemmer saamange Landes
Børn, og hvor de brudte Søjler og sløromvundne
Urner gentager de samme Sorgens Ord. paa
saamange Tungemaal.
Hvidt blinker de frem mellem mørke Cypres-
ser og vinterblomstrende Viburnum; tidlige Ro-
ser drysse deres Blade over mange af dem, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
