Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tanke. Der havde dog været meget Skønt i
Livet, tænkte han, naar han mindedes det friske
Pust ved Stranden hjemme, det svale Sus i
Sjællands Bøgeskove, den rene Bjærgluft i Cla-
rens og Gardasøens bløde Aftenbrise. Men
tænkte han paa Menneskene, blev han saa
syg igen i Sindet. Han kaldte dem for sig
én for én, og Allesammen gik de ham forbi
og lod ham ene, og ikke én blev der tilbage.
Men hvordan havde ogsaa han holdt fast ved
dem, havde han været trofast? det var blot dét,
han havde været langsommere til at slippe.
Nej, det var i k k e dét. Det var det store
Triste, at en Sjæl er altid ene. Det var en
Løgn hver Tro paa Sammensmeltning mellem
Sjæl og Sjæl. Ikke den Moder, der tog En
paa sit Skød, ikke en Ven, ikke den Hustru,
der hvilede ved Ens Hjerte ......
Henimod Aften blev der Uro i Saaret, og
Smerterne tog stadigt til.
Hjerrild kom og sad hos ham et Øjeblik om
Aftenen, og vendte tilbage ved Midnatstid og
sad der længe. Niels led meget og stønnede
i Pine.
,,Et Ord i Alvor, Lyhne,” sagde Hjerrild,
,,vil De se en Præst?”
„Jeg har ikke mer med Præster at gøre end
De,” hviskede Niels forbitret.
„Der er ikke Tale om mig, jeg lever og er
rask, lig ikke og pin Dem med Deres An-
skuelser, Folk, der skal dø, har ingen An-
skuelser, og det er ogsaa lige meget med dem,
de har, Anskuelser er kun til at leve paa; i
Livet dér gør de deres Nytte. Kan det hjælpe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
