Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
II
Søren havde i sine Ungdomsaar haft
Branderslægtens stærke Tilbøjelighed til muntre Lag. Han var den
livligste Svend baade langt og nær, den bedste
Kammerat og den lystigste. Han var det saa helt, saa
umiddelbart af Hjertets unge Lyst, at han rev alle med.
Han gav sig hen med oprigtig Styrke, med en
Udholdenhed, der nødig standsede før ved den yderste Orænse,
den sidste Hvid. Derfor var han Svinghjulet 1 sit
Selskab.
Vel havde han passet sin Tjeneste upaaklageligt.
Men i Legestuen og ikke ved Arbejdet fandt han den
susende Strakthed, som stemmede med hans Livstrang.
Aarene var gaaede med Kaadhed, Leg og gale Streger.
For ham hengled de som en Sommerdags Timer for den
unge Fole, der aldrig har haft en Sele om sin Bringe.
Saa var Vendepunktet kommet.
Det var en Junidag. Der var Folkefest i Kratholm
Skov ved Fjordby, hvor han den Gang havde tjent. Paa
Festpladsen gik Folk med løst hængende Tøj og pustede
af Varme, thi Solen brændte lige ned gennem
Skovaab-ningen. Fra Vaffelbagerier og Ildsteder steg Røg og
Damp. Danseboden var en hoppende, mylrende Masse,
som en Gryde i Kog. Og oven over stod den tunge
Luft og bævrede af Hede mellem Træstammerne. Svir
og Sværm og tilsidst Slagsmaal.
Søren var kommen af Vejen, var tumlet over det
raslende Løv og de knasende Grene, ned over Engen,
som breder sig mellem Skoven og Fjorden. Her ved en
rindende Bæk, hvor nogle runde Sten dannede
Overgangen, sank han ned mellem gule Kabbelejehoveder
og sov ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
