Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og naar ved Aften Sol gaar ned
og Fuglen tier kvær,
naar al Naturen aander Fred,
jeg feler, Oud er nær.
Da hviler jeg min trætte Arm
og slum rer ind fra Dageas Larm.
III
Allerede i Slutningen af Februar smeltede Sneen, og
straks var Søren Brander ude med sit Favnemaal. Han
maalte paa kryds og paa tværs, overvejede og inddelte.
Han gjorde det paa den ene Maade og paa den anden
Maade. Ogsaa oppe i de høje Klitter, som tilhørte ham,
vandrede han længe om og stod og spejdede til alle
Sider.
Han var ikke stor, vist heller ikke særlig stærk,
men enhver af hans Bevægelser var ejendommelige, snare
og spændige, og i det noget blege Ansigt, der
indrammedes af brunt, kruset Kindskæg, lyste et Par vaagne
Øjne, der blinkede af Energi.
En Søndag kort efter, før Frosten endnu rigtig
var af Jorden, ilede to Mænd med Digearbejde i Skellet
paa Søren Branders Lod. Det var aarle Morgen, køligt og
taaget, og hvidt Pudder hang endnu i Lyngrisene. Solen
brød dog stærkere og stærkere igennem, glimtede paa
Rimens tusinde Krystaller og drev Damp og Ange op
af den rygende Jord. Kampen mellem Natten og Dagen,
Vinteren og Vaaren, en Fødselsfest for det ny. Nu gryede
det ogsaa over Sørens Fremtidsplaner, som han i Dag
troede mere fast paa end nogen Sinde. Lethændet førte
han sit Redskab, og Tanken syntes at være langt forud
for Haanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
