Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VII
Hedens Hulveje og vildsomme Spor gennem dybt
Sand og over knudrede Tuer var den eneste Forbindelse
mellem Klitten og Omverdenen.
Dog hørte man aldrig nogen komme til Skade ved
at vælte, thi der er ingen, der som en Klitbo forstaar at
liste sig frem med et Par Stude over ufarbare Steder,
ingen, der som han i Nattens Mørke forstaar et famle
sig frem i al Sindighed og naa netop derhen, hvor
han skal.
Men naar Jordemoderen skulde hentes, tyede man
gerne til Niels Pind, Klittens Krøsus og ældste Nybygger.
Han havde altid et Par velnærede Heste, og ved
saa-danne Lejligheder var der aldrig Nej i hans Mund,
hvor tvær end ellers denne forsigtige Pengepuger kunde
være.
En Efteraarsaften var Niels Pind paa Farten efter
Madam Hansen til Søren Branders Kone. Da Niels var
til Aars, var Jens Bjærg fulgt med for Mørkets Skyld.
Det var nemlig saa begsort, at man som en blind hvert
Øjeblik frygtede at løbe imod noget. Alligevel skred
Vognen rask frem ad en Hulvej, der var saa dyb, at
det var umuligt at komme ud af Sporet. Men med eet
standsede Hestene.
De var ikke til at drive af Stedet.
Niels gik rundt om Køretøjet uden at opdage noget
usædvanligt.
Madam Hansen begyndte at paakalde Vorherre, men
Niels spurgte Jens, om han ikke havde Staal i Lommen.
Jo, han havde en Kniv, som „Mirakelsmeden" havde
lavet, men han vilde ikke garantere for, hvor meget
Staal den indeholdt.
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
