Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Søren lod de smaa Heste strække ud, hvad
de kunde, ad Klitten til. Han mælede ikke et Ord,
bare stirrede stift hen for sig, rynkede Panden og trak
Læberne fast sammen. Det eneste* bevægelige i dette
haarde Ansigt var de dirrende Næsebor.
Ane følte, hvor han maatte lide. Selv sad hun og
trykkede sig til ham, mens Hjertet bankede i hurtige
Slag som hos den Fugl, der mærker Gribbens Vingeslag
over sit Hoved. Og hun tog hans Haand og sagde
inderlig blødt: „Søren! Skal vi ikke flytte langt, langt
bort fra det altsammen?"
„Aldrig!" svarede han uden at forandre en Mine.
Det var de eneste Ord, der blev vekslede paa
Hjemturen. Og Hestene pilede af Sted, som om Sørens
indre Uro forplantede sig gennem Tømmen.
XXI
En Efteraarsdag svang Søren Brander Plejlen over
den ny Sæderug, der dansede paa Logulvets Fjæl. End
ikke i sin Stue havde han saadant Gulv, men han skyede
hverken Udgift eller Umage over for det, der kunde
fremme Renligheden i hans Tærskelo. Hver Gang han
betraadte dette Sted, hvor Markens Velsignelse skæppedes
op i Tøndemaal, trak han først sine blankslidte
Skifte-Træsko paa. I glad Alvor færdedes han her, og under
Ansvar vaagede han husholderisk over, at intet spildtes.
Her stod han lunt inden Døre i den raakolde
Efteraarsdag og frydede sig ved de modne Kerner,
der sprang frem under „Slagvollen". — Hvis Avlen
saaledes vedblev at tiltage, var der Sandsynlighed for,
at han til næste Aar blev nødt til at bygge et nyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
